Dansk Flygtningehjælp er i sving i Libyen

Mens kampene raser i Tripoli, kæmper civilbefolkningen kun omkring hundrede kilometer vestpå i Nafusa-regionen ved grænsen til Tunesien med at genskabe hverdagen.

Det sker med hjælp fra Dansk Flygtningehjælp.

Her har omkring 60.000 mennesker været drevet på flugt, siden oprøret mod landets diktator Muammar Gaddafi brød ud i februar.

Og der vil gå år, snarere end måneder, førend hverdagen for civilbefolkningen her igen kan blive normal, siger Dansk Flygtningehjælps nødhjælpsrådgiver, Scott Tind Simmons, som netop har været i området.

- Befolkningen vil ret hurtigt have almindelige fornødenheder. Men der vil gå meget længere tid, inden det bliver hverdag, så deres landbrug fungerer, og de har adgang til markeder, hvor de kan få penge for deres varer.

- Det vil afhænge af, hvor hurtigt sikkerhedsforholdene kommer i orden, og hvor hurtigt demokratiet udvikler sig, siger Scott Tind Simmons.

Dansk Flygtningehjælp uddeler lige nu basal nødhjælp i form af blandt andet vand, tæpper, køkkengrej og sæbe til omkring 15.000 mennesker i Nafusa-regionen mellem Tripoli og grænsen til Tunesien.

Den danske nødhjælpsorganisation har netop oprettet en fast base efter at have arbejdet i området siden juni. Dansk Flygtningehjælp har seks medarbejdere ansat hertil i Nafusa-regionen og i Tunesien.

Nafusa-regionen var et af de første steder, at opstanden startede. Her har befolkningen af etniske berbere i årevis har været undertrykt af Gaddafi-styret.

Mens mændene oftest blev i området for at kæmpe, flygtede især kvinder, børn og gamle ind over grænsen til Tunesien sammen med også mange udenlandske statsborgere, som arbejdede i Libyen.

Dansk Flygtningehjælp forbereder sig også for at bringe nødhjælp ud langs kysten, hvor der bor mange arabiske tilhængere af Gaddafi-styret, som også har været på flugt fra kampene.

Dansk Flygtningehjælp samarbejder i Nafusa-regionen med andre internationale hjælpeorganisationer.

/ritzau/

Der går år snarere end måneder, før folk i den nordvestlige del af Libyen igen får et normalt hverdagsliv.

Offentliggjort Sidst opdateret