Den 60-årige danske nødhjælpsarbejder Poul Hagen Thisted er fortsat i live, efter at han 25. oktober blev taget som gidsel i Somalia.
Dansk Flygtningehjælp fortæller, at der er rapporteret livstegn fra ham og hans 32-årige amerikanske kollega Jessica Buchanan, der også er blevet kidnappet.
- De bliver efter omstændighederne behandlet ordentligt og er ikke syge. De får noget at spise, rent vand og opholder sig i nogle tålelige omgivelser, siger Ann Mary Olsen, der er chef for Dansk Flygningehjælps internationale afdeling, til Ritzau.
Hun fortæller, at oplysningerne er pålidelige, da de kommer fra flere uafhængige kilder i Somalia.
En gruppe indflydelsesrige somaliere har nu slået sig sammen for i fællesskab at få løsladt de to nødhjælpsarbejdere, der arbejder med minerydning og blev kidnappet, da de var på vej hjem fra et projektbesøg i Galkayo i det centrale Somalia.
Gruppen består af 11 mand, der repræsenterer ældreråd, klaner og politikere fra Adado i det centrale Somalia. Gruppen vil gennem politisk pres sikre en fredelig og betingelsesløs frigivelse af de to nødhjælpsarbejdere.
Ann Mary Olsen kalder støtten fra gruppen altafgørende for at få de to kidnappede nødhjælpsarbejdere frigivet.
- Somalia er et meget komplekst sammensat i forhold til, hvem der har indflydelse og træffer beslutninger. Vores tidligere erfaringer viser, at det er de lokale kræfter, der skal sørge for, at der bliver truffet de rigtige beslutninger, forklarer hun.
Det er dog første gang, at Dansk Flygtningehjælp har oplevet en kidnapning af en af deres nødhjælpsarbejdere i Somalia. Men allerede nu mærker Ann Mary Olsen støtten fra de lokale kræfter.
- For eksempel har forskellige indflydelsesrige somaliere taget initiativ til organiserede demonstrationer i byerne Galkayo og Adado, hvor 6-700 mennesker har været på gaderne for at demonstrere mod kidnapningen, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned