Det var en enig jury, der mandag aften dansk tid fastslog, at Michael Jacksons livlæge Conrad Murray var skyld i Jacksons død den 25. juni 2009.
Livlægen gav popikonet en dødelig dosis af bedøvelsesmidlet Propofol.
Og ifølge en dansk ekspert er det uforståeligt, at Conrad Murray overhovedet gav Jackson bedøvelsesmidlet.
- En af de kendte virkninger ved Propofol er, at folk holder op med at trække vejret, lyder den kontante udmelding fra ledende overlæge på Anæstesiologisk Afdeling på Glostrup Hospital, Lars Steen Jacobsen.
- Derfor er det absolut ikke hensigtsmæssigt at bruge det som et middel mod søvnløshed. Det bruges under operationer, hvor vi så overtager vejrtrækningen, fastslår han.
Jacksons livlæge, den 58-årige Conrad Murrays, dømmekraft levede ifølge overlægen ikke op til de standarder, man kan forvente af en læge.
Alene det faktum, at Michael Jackson fik Propofol i sit hjem, er aldeles uforståeligt, mener Lars Steen Jacobsen:
- Det skal foregå på et hospital med anæstesilæger eller særligt uddannet personale til at overvåge patienten. At overtage vejrtrækningen for patienten er faktisk en af anæstesilægens kernekompetencer.
- Man kan slet ikke forestille sig, at man ville behandle på den måde i Danmark, siger han.
Lars Steen Jacobsen frygter ikke, at dommen over Conrad Murray vil skade lægefagets renommé.
- Der er ingen tvivl om, at Conrad Murray har brugt stoffet på en komplet uacceptabel måde. Det er hans eget ansvar, siger han.
Strafudmålingen finder sted den 29. november. Indtil da sidder Conrad Murray, der risikerer op til fire års fængsel, varetægtsfængslet.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde