Dansk maratonløber hjælper i New York

Brian Martin Rasmussen er en af de 530 danske maratonløbere, som på grund af ødelæggelserne efter stormen Sandy alligevel ikke kommer til at løbe i New York på søndag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nu kan han komme til at løbe ud med mad og vand i stedet for.

- I morges meldte vi os som frivillige til for eksempel at hjælpe ældre, der ikke kan komme ud af deres lejlighed, fortæller han fra New York.

Han begyndte rejsen inden stormen og har hele ugen hørt, at løbet blev gennemført. Ved hans hotel på 39. gade er der ikke udsigt til skader, men en del skrald.

- Jeg kan sagtens forstå, at de aflyser, men de skulle nok have gjort det noget før, siger han.

På tv har han netop hørt, at 2000 politifolk har bedt om, at løbet blev aflyst. Der har også været tale om, at vrede beboere ville smide skrald efter løberne.

- Det ville være mærkeligt at løbe i en hærget by, hvis folk råbte efter en, siger den danske løber.

Omkring 45.000 løbere er tilmeldt i New York Maraton, som 150.000 løbere søger om startnummer til. Omkring halvdelen af deltagerne er fra udlandet.

For Brian Martin Rasmussen koster det omkring 20.000 kroner at være med - uden at kunne være med.

/ritzau/