Dansk observatør i Bulgarien: Kaos ved stemmeoptælling
Stemmesedler i vilkårlige bunker samt partirepræsentanter og valgkommissionsmedlemmer i ét stort kaos.
Sådan så der ud i timerne efter, at de bulgarske valgsteder lukkede søndag aften, på mindst et af hovedstaden Sofias valgsteder.
Det fortæller Enhedslistens menneskerettighedsordfører, Nikolaj Willumsen, der er valgobservatør ved søndagens parlamentsvalg, hvor det konservative parti Gerb søndag aften står til en kneben sejr med flere end 30 procent af stemmerne.
- Jeg må ærlig talt sige, at efter en dag, hvor tingene faktisk er forløbet fint ved de 15 valgsteder, vi har besøgt, så var selve stemmeoptællingen et rent kaos, siger Nikolaj Willumsen til Ritzau.
Stik imod reglerne deltog partirepræsentanter i stemmeoptællingen, fortæller han. Og det blev ikke dobbelttjekket, om stemmesedlerne havnede i de korrekte bunker.
- Det blev kun dobbelttjekket, hvad angik Gerb og Socialistpartiet, fordi der har været særlig opmærksomhed på dem. Men der kan jo så være repræsentanter fra andre partier, som har gemt de to partiers stemmer væk i andre bunker, siger han og tilføjer:
- Jeg håber ikke, at det kaos, der var på vores valgsted, er kendetegnende for resten af valgstederne.
Valgets foreløbige vinderparti, Gerb, sagde selv magten fra sig i februar efter voldsomme protester over en økonomisk hestekur og anklager om korruption.
Lørdag blev der så fundet 350.000 falske stemmesedler i et trykkeri, hvis ejer angiveligt har tætte forbindelser til partiet.
Ifølge Willumsen var den smalle valgsejr imidlertid ventet, men han har allerede oplevet utilfredse bulgarere:
- Demonstranter har allerede samlet sig i det centrale Sofia. Så umiddelbart er resultatet blevet negativt modtaget her i byen, siger Nikolaj Willumsen, der i Bulgarien som en del af Europarådets valgobservatørmission.
Bulgarien blev medlem af EU i 2007. Siden har det været vanskeligt at indarbejde landet i EU-samarbejdet, delvis som følge af korruption, og EU-Kommissionen har flere gange truet med at tilbageholde økonomisk støtte til den bulgarske regering.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde