Søndagens parlamentsvalg i Rusland var en nedslående affære, ifølge en dansk valgobservatør, som overvågede valghandlingen i St. Petersborg. Hun betegner afviklingen af valget som "ufrit og unfair".
Politiet var massivt til stede på samtlige valgsteder, de nationale russiske observatører blev i visse tilfælde forhindret adgang til valglokalerne, og fraværet af et centralt valgregister betyder, at mange vælgere har afgivet mere end én stemme.
Det fortæller Maria Mellander, head of mission for foreningen SILBA's 52 udsendte observatører af valget.
- Vi har besøgt 270 ud af de cirka 5000 valgsteder i Sankt Petersborg, og konklusionen er, at der desværre var tale om "business as usual". Politiet var massivt til stede i samtlige valglokaler, og myndighederne tjekkede, hvilke partier vælgerne stemte på.
Som eksempel på det Maria Mellander betegner som et "ufrit og unfair" valg, nævner hun, at en gruppe nationale observatører blev nægtet adgang til et valglokale af den tilforordnede.
- Med hjælp fra os lykkedes det de russiske observatører at komme ind i selve lokalet, men det var proppet med både vælgere og politifolk, og totalt kaotisk, siger hun.
Vælgerne kunne stemme indtil klokken 20, men flere valgsteder løb tør for stemmesedler inden da, og det betyder, ifølge Mellander, at mange fremmødte ikke fik mulighed for at stemme.
- Og så er der mange eksempler på, at vælgere transporteres i busser fra det ene valgdistrikt til det andet, så de kan stemme flere gange. Det virker meget organiseret, og kan udelukkende lade sig gøre, fordi der ikke er et centralt register over vælgerne.
- Derfor skal man også være forsigtig med at lægge for megen vægt på det officielle tal for valgdeltagelsen. Flere vælgere har stemt adskillige gange, siger Maria Mellander.
- Med udgangspunkt i det, vi har oplevet, er vi dybt bekymret for troværdigheden af det officielle valgresultat, konkluderer hun.
Resultatet af valget ventes at foreligge i løbet af mandagen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned