Det lader til, at New York City indtil videre slipper billigt fra orkanen Irenes hærgen, fortæller et dansk øjenvidne, som befinder sig på Manhattan.
- Lige nu er der nærmest vindstille uden for. Det ser overraskende fredeligt ud, fortæller 33-årige Kasper Balslev, som bor og studerer i millionbyen.
Han sidder i øjeblikket med sin kæreste i deres lejlighed på 17. gade, der ligger på den nederste tredjedel af Manhattan.
Og det ser temmelig udramatisk ud, når de kigger ud gennem vinduet, lyder det.
- Der kører biler forbi, og der står naboer og fejer fortovet. Umiddelbart kan jeg ikke se nogle skader, fortæller Kasper Balslev.
Han har dog taget alle forholdsregler før det voldsomme vejrsystems komme.
- Vi har isoleret os i vores lejlighed, og vi har sikret os en masse vand på dunke og dåsemad, så vi kan overleve, hvis det værste skulle ske. Vi har fulgt advarslerne, som myndighederne har givet, lyder det.
I de amerikanske medier har der især været tale om de livsfarlige situationer, der kan opstå, hvis facader på højhuse krakelerer og sætte gang i storme med glas i, fortæller han.
Men newyorkerne har trods historiske masseevakueringer udvist ro og stilfærdighed, lyder det.
- Det har været meget stille og roligt. Der har ikke været nogen tegn på panik, fortæller han.
- Folk har hamstret. Der har været fuldstændigt udsolgt af batterier, lommelygter, små nødradioer. Men det har ikke været sådan, at folk har været oppe og slås om varerne.
Kasper Balslev og kæresten har dog tænkt sig at blive trygt inden døre resten af dagen.
- Jeg tvivler meget på, at det hele er forbi. Det er et stort vejrsystem, og det tager et godt stykke tid, før det er passeret, siger han.
Det Nationale Orkancenter i USA har nu nedgraderet Irene til en tropisk storm med en vindhastighed på 29 meter i sekundet.
Alligevel ventes uvejret at kaste mellem 125 og 250 millimeter regn af sig på sin vej op ad kysten, og lokalt kan der falde helt op til 380 millimeter regn.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker