Dansk-syrisk radio beskriver borgerkrigen fra Paris
Den syriske Radio Rozana går onsdag i luften fra Paris for at sende nyheder og analyser fra 30 syriske korrespondenter, som er placeret rundt omkring i Syrien.
Borgerkrigen i Syrien har de seneste to år kostet over 100.000 civile livet samt 80 dræbte journalister. Radio Rozana skal råde bod på, at det er livsfarligt for journalister at dække konflikten i Syrien.
Radioen støttes blandt andet med danske midler af organisationen International Media Support (IMS).
- Den voldelige konflikt har gjort det meget svært for den syriske befolkning og flygtningene at opdrive uafhængig information, de kan stole på, og som kan være med til at forbedre deres livssituation, siger Jesper Højberg, der er direktør for IMS.
- Mediedækningen i Syrien er drevet af politiske og religiøse interesser, og dette har resulteret i en lind strøm af partiske og ubekræftede oplysninger, som både den syriske befolkning og det internationale samfund har måttet tage sig til takke med.
Radio Rozana har en lille redaktion af syriske journalister i Paris og sender to timer dagligt online fra www.rozana.fn og via satellit. Rozanas arabiske hjemmeside rummer også videoklip, artikler, tegneserier, debatter og dokumentarer om Syrien.
Radio Rozana dækker konflikten ved at give almindelige syrere en stemme. Programmerne beskriver politiske, økonomiske og humanitære emner samt mange sociale temaer.
Det kan være fra at tale med krigstraumatiserede børn til, hvordan man dyrker egne grøntsager, fordi der mangler fødevarer.
Radio Rozana støttes af IMS, Canal France International, internationale menneskeretsgrupper i Fédération Internationale des Ligues de Droits de lHomme, Radio Netherlands, og journalister uden grænser i Reporters without Borders.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker