Danske eksperter: Stråling når ikke Tokyo

Det høje strålingsniveau, som tidligt tirsdag blev målt ved det havarerede atomkraftværk Fukushima 1 i Japan, når formentlig ikke storbyen Tokyo i nævneværdig grad, vurderer danske nukleare eksperter i Beredskabsstyrelsen.

- Der har tirsdag været brand i et brændselslager og i forbindelse med det, har der været meget kraftig stråling i meget kort tid. Men der er nu kontrol over branden, siger Steen Hoe fra Nukleart Beredskab i styrelsen.

Han og hans kolleger har regnet på strålingens videre færd, efter at det tidligere tirsdag blev rapporteret, at radioaktive vinde havde kurs mod storbyen Tokyo, der ligger blot 250 kilometer fra værket.

- Vi har regnet på det, og som det ser ud for os, vil det ikke nå til Tokyo men derimod bøje af, siger Steen Hoe med henvisning til vejrforholdene i området.

Myndighederne i hovedstaden,Tokyo, har allerede meldt om et forhøjet niveau af radioaktiv stråling, men ikke på et niveau, hvor den menneskelige krop bliver påvirket.

Hos Beredskabsstyrelsen overvåger man situationen omkring det japanske atomkraftværk nøje.

- Situationen omkring reaktor 2 er formentlig en anelse forværret i forhold til i går, mens reaktor 1 og 3 er i samme situation som de seneste dage, så det virker mere stabilt. Men det er meget uforudsigeligt, siger Steen Hoe.

/ritzau/

Situationen på japansk atomkraftværk er stadig meget uforudsigelig, siger Steen Hoe fra Beredskabsstyrelsen.

Offentliggjort Sidst opdateret