Danske elever slipper heldigt fra busulykke i München
Foto: Marc Mueller /Scanpix
Marc Mueller /Scanpix
En dansk dobbeltdækkerbus kørte søndag formiddag galt i München-forstaden Moosach i det sydlige Tyskland.
Ulykken skete på Dachauer Strasse, hvor den fire meter høje bus fra Nr. Nissum Turist kørte ind i en 3,40 meter høj jernbanebro, bekræfter politiet i Bayerns hovedstad.
Ved ulykken blev bussens øverste etage skubbet flere meter tilbage, og 30 af de unge på bussen skal ifølge Süddeutsche Zeitungs netavis være kommet til skade. De fleste fik knubs og hudafskrabninger.
- Der var 50 børn med bussen. En del af dem er bragt til sygehuse til observation, mens andre er taget til deres hoteller, hvor de skal overnatte, siger Alexandra Schmeitz, der er talskvinde for Münchens politi, til Ritzau.
- Vi arbejder i øjeblikket på at få dem alle identificeret, og jeg kan ikke sige noget om, hvor mange der er kommet til skade, eller hvor alvorligt det er, fortsætter hun.
De unge kom fra Handelsgymnasium Grenaa, hvor rektor Morten Bang Sørensen er utroligt lettet over, at det ikke gik værre, end det gik.
- Det seneste er, at kun to elever er kommet til skade. Den ene har brækket to ribben, den anden skal til observation for hjernerystelse, siger Morten Bang Sørensen til Ekstra Bladet.
Brandvæsnet rykkede massivt ud til ulykken med 60 mand, mens politiet og redningstjenesten sendte lige så mange reddere til stedet.
- Vi afspærrede gaden og broen har også været lukket for togtrafik, indtil det blev undersøgt, om den havde taget skade af påkørslen, fortæller Alexandra Schmeitz.
Hun siger, at ulykken formentlig skyldtes, at chaufføren ikke er kendt i området.
- Det tyder på, at han har haft travlt med at holde øje med trafikken og derfor ikke har bemærket, at broen var for lav til bussen, forklarer talskvinden.
Ifølge Süddeutsche Zeitung var de danske elever på vej til Dachau, hvor der ligger en tidligere koncentrationslejr fra nazitiden.
Andreas Felsner fra Münchens brandvæsen kalder det over for netavisen et stort held, at der ikke skete større skader ved ulykken.
Den danske ambassade bekræfter via det danske udenrigsministerium hændelsen over for Ritzau, samt at det danske konsulat i München er i ulykkesområdet, hvor der ydes konsulær bistand.
Derudover er konsulatet i kontakt med de lokale myndigheder, oplyser Udenrigsministeriet, der afviser at kommentere yderligere.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker