Danske millioner skal stabilisere Somalia

Men en international konference torsdag i London kan ifølge udenrigsminister Villy Søvndal (SF) tage de første skridt mod, at somaliske fiskere en dag igen bare er fiskere.

Søvndal vil på konferencen love, at Danmark bidrager med 11,2 millioner kroner til en ny international stabiliseringsfond, der kan bruges til at etablere lokale markeder, genopbygge skoler og støtte et civilsamfund, der skal afløse 20 års kaos.

- Vi kender alle sammen Somalia som et land, der næsten ikke eksisterede som en stat. Vi kender det for tørke, for terrorgruppen al-Shabaab, for pirateri, for flygtningestrømme, for håbløshed, hver gang vi hører ordet Somalia.

- Det er det billede, der nu måske er mulighed for at få vendt, fordi tre ting samtidig er ved at lykkes i øjeblikket, siger Søvndal.

Ministeren henviser til den militære indsats mod al-Shabaab på landjorden ledet af soldater fra Den Afrikanske Union, et øget internationalt engagement for udvikling af landet og politiske fremskridt internt i Somalia.

Danmark er med et årligt bidrag på 200 millioner kroner i udviklingsbistand, krigsskibet Absalon og et overvågningsfly i forvejen meget aktivt engageret både humanitært og militært i at løse det, der ifølge Søvndal nemt kan ligne "en sisyfosopgave".

- Jeg er forsigtig med at være for optimistisk. Men også med at være for pessimistisk, siger han forud for konferencen, hvor de britiske værter håber for alvor at kunne koordinere en international indsats, der ikke kun handler om at bekæmpe pirater.

Et konkret britisk initiativ handler om at etablere et nyt efterretningscenter på Seychellerne som udgangspunkt for både at overvåge og retsforfølge piraterne.

Udenrigsminister Villy Søvndal vil endnu ikke forholde sig til, om Danmark også vil bidrage økonomisk eller med eksperter til den del af indsatsen.

Ligesom han ikke ønsker at forholde sig til en britisk idé om at udvide piratbekæmpelsen fra havet til også at omfatte bombning af piraternes opholdssteder på land.

/ritzau/

Det kan være svært at se forskel på en somalisk fisker og en somalisk pirat.

Offentliggjort Sidst opdateret