Danske millioner til fiskeri i piratfarvand
Danmarks Rederiforening vil give de somaliske pirater, der hærger i Aden-bugten ud for Somalias kyst et alternativ til pirateriet. De skal i stedet have hjælp til at blive fiskere. Idéen er enkel, hvis man spørger Jacob Johannsen, der står bag projektet.
- Hvis du nu får piraterne til at fiske i stedet for, så bagmændene ikke har nogen til at være pirater for sig, så kan det løse nogle grundlæggende problemer, siger han til Radio24syv.
Foreløbig hjælper rederne lokalbefolkningen på Somalias kyst med råd til effektivt fiskeri. Danmarks Rederiforenings vicedirektør, Jan Fritz, påpeger, at det dog fortsat er nødvendigt, at NGO'er og vestlige stater står for udviklingsarbejdet i området.
- Det skal også til, for det er klart, at de her somaliere skal have noget andet at leve af end at være pirater, siger han.
Rederiforeningen poster 20-25 millioner i projektet med at gøre piraterne til fiskere. Det er et lille beløb i forhold til de omkring 1,5 milliarder kroner om året, de bruger på at beskytte og sikre skibe.
Beskyttelsen er nødvendig, men man får ifølge Jan Fritz ikke bugt med piraterne, hvis man ikke laver nye tiltag.
- Det er ikke nok at beskytte sig ude til søs. Det er vi gode til, men vi er nødt til at gå nye veje, for det her problem skal løses på land, siger han.
EU Navfor, som er det europæiske samarbejdes flådestyrke i området, oplyser, at piraternes hærgen har kostet 60 gidsler livet indtil videre. Siden flådestyrken startede sit arbejde i 2008, har 2317 mennesker siddet som gidsler hos piraterne.
/ritzau/
I kampen mod pirateri i Aden-bugten vil Rederiforeningen hjælpe piraterne til i stedet at blive fiskere.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned