Finske toldere har fundet raketter og sprængstoffer på det danskejede skib Thor Liberty i havnebyen Kotka.
Om bord på skibet fandt toldere 69 jord-til-luft patriotraketter produceret af det amerikanske firma Raytheon og 160 ton sprængstof.
De finske myndigheder har nu anholdt skibets kaptajn og førstestyrmand. Begge er ligesom resten af besætningen på 32 ukrainere.
Skibet ejes af det danske rederi Thorco, men Thor Liberty er indregistreret på den britiske ø Isle of Man.
Thorcos direktør, Thomas Mikkelsen, siger til det svenske nyhedsbureau TT, at han er overrasket over våbenfundet, og at han ikke har kendskab til lasten.
I Tyskland siger en talsmand for forsvarsministeriet, at missilerne kommer fra det tyske militær og skal til Sydkorea.
- Der er tale om et lovligt salg baseret på aftaler mellem to stater på regeringsniveau, siger han.
Ifølge politiet var skibet ellers på vej til Shanghai i Kina, og politiet efterforsker sagen som ulovlig eksport af forsvarsmateriel.
Thor Liberty kom fra Tyskland og gjorde holdt i Finland for at laste ankerkæder, da våbnene blev opdaget. Det skal være sket den 15. december.
Det er ikke usædvanligt, at forsvarsmateriel bliver transporteret i finsk farvand, men det kræver forhåndstilladelse.
Våbnene var markeret som fyrværkeri, siger den finske indenrigsminister Paivi Rasanen til tv-stationen Yle, skriver den britiske netavis belfasttelegraph.co.uk.
Det kræver omfattende kundskaber at bruge våbnene, så derfor mener eksperter, at det er mest sandsynligt, at der er tale om handel mellem lande - og altså ikke terror.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde