Dansker i London: Folk er bange

Urolighederne i London har de seneste tre nætter bredt sig som et anarkistisk inferno gennem store dele af byen.

Danske Kåre Gade er på tredje år bosat i Englands hovedstad og beretter, hvordan utrygheden breder sig.

- Folk er bange. Optøjerne spreder sig, og i nat er omfanget blevet så stort, at man konstant sidder og ser nyheder og følger med på kortet - hvor er det nu, og hvor tæt er det på, siger han.

Natten til tirsdag nåede opstanden så også Camden-kvarteret, hvor Kåre Gade bor med sin kone.

- I dag var jeg nede og gå i hovedgaden, der er fyldt med små butikker. Der stod politi over alt for at bevogte de mange smadrede facader. Butiksejerne gør skaderne op, men samtidig væbner de sig og frygter, hvad der sker i nat, siger Kåre Gade.

Ifølge det danske øjenvidne er det ikke overraskende, at urolighederne brød ud i Tottenham, som er et område præget af høj arbejdsløshed, mange sociale problemer og stor håbløshed.

Men de seneste nætters uro giver anledning til at tro, at bøllerne nu ser mulighederne for at plyndre som en stor del af optøjerne.

- Det er først og fremmest butikker med forbrugsgoder, de går efter. Croydon, hvor det gik helt galt i nat, er et velstående kvarter, som man ikke normalt vil forbinde med uro. Men de unge ser en mulighed og løber med den, siger Kåre Gade.

- Her i Camden var det tydeligt, at det var butikker med mobiltelefoner, modetøj og hi-fi-udstyr, det var gået ud over, tilføjer han.

Ifølge danskeren, der til daglig arbejder som freelancejournalist, er det tilfældigt, at det lige var sagen om Mark Duggan, en 29-årig brite, der blev skudt og dræbt af politiet under et forsøg på en anholdelse, der blev katalysator til det kaos, der nu hærger.

- Der skulle bare en gnist til. Det kunne have været hvad som helst, der antændte det her. Den sociale ulighed er simpelthen så stor, og det har ligget og ulmet længe, siger han.

Mere end 450 mennesker er ifølge den britiske indenrigsminister, Theresa May, blevet anholdt i forbindelse med de voldsomme uroligheder, der tirsdag kostede det første dødsoffer, da en 26-årige mand blev dræbt af skud.

/ritzau/

Indbyggerne i London er utrygge og ruster sig til endnu en urolig nat, fortæller dansk øjenvidne.

Offentliggjort Sidst opdateret