For den amerikanske storby New York er det i sandhed stilhed før storm.
Landets største by med mere end otte millioner indbyggere forbereder sig på orkanen Irene, der forventes at ramme i løbet af lørdagen.
Men indbyggerne lader sig dog ikke sådan skræmme. Det fortæller danske Henrik Kim-Rehr, der arbejder som illustrator i metropolen.
- Newyorkere ryster ikke særlig nemt i bukserne. Når jeg kigger ud af vinduet, så ligner det en fuldstændig almindelig dag. Folk cykler, går ture på esplanaden og færgerne sejler på Hudson River.
- Vi er vant til lidt af hvert herovre, så man panikker ikke og tager ikke sorgerne på forskud, siger han.
Mens myndighederne i New York har påbegyndt evakueringer af alderdomshjem i lavtliggende områder og forbereder at lukke ned for al metro- og buskørsel lørdag middag lokal tid, så har Henrik Kim-Rehr også gjort sig sine egne forberedelser.
- Efter 11. september anbefales det, at man altid har et katastrofe-beredskabssæt liggende bestående af en transistorradio, lommelygter, vand og mad. Så det har vi klar, fortæller danskeren.
Hvis Irene rammer millionbyen med stor styrke, fortæller Henrik Kim-Rehr, at det ikke er alle steder, der har taget de nødvendige forholdsregler.
- Vi bor lige ved siden af Ground Zero, hvor man er i gang med at bygge nye skyskrabere. På toppen af dem står der store kraner, som jeg ikke forstår, man ikke har fået ned endnu. Så der er potentielt farlige situationer, siger han.
New York er vant til at få resterne af de tropiske storme, efter de er raset af over Atlanten. Normal er det blot tale om regnvejr og ekstra blæst, men Irene ser altså ud til at kunne ramme byen med en anden voldsomhed.
Det selvom Irene, som torsdag aften drog hærgende hen over de lavtliggende Bahamaøer og det sydlige af Florida, fredag eftermiddag er blevet nedgraderet til en såkaldt kategori 2-orkan.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker