Dansker med WHO i Wuhan spår lang vej til coronas oprindelse
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har sendt et hold eksperter til Wuhan for at granske coronavirussets oprindelse. (Arkivfoto) Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Et hold WHO-eksperter er på detektivarbejde i Wuhan. Dansker spår lang proces, før virus' oprindelse findes.
Det kan meget vel tage lang tid, før verden får et endegyldigt svar på, hvor coronavirusset kom fra. Og det er slet ikke sikkert, at det lykkes.
Men tirsdag er et eksperthold fra Verdenssundhedssundhedsorganisationen WHO klar til at præsentere en første flig af deres vigtigste hypoteser efter mere end en måned i virus' fodspor i den kinesiske storby Wuhan.
Den første tid har eksperterne blandt andet besøgt flere hospitaler, et laboratorie og det marked, hvor man mener, virus først gik fra dyr til mennesker. De har også mødt en af de første covid-19-patienter.
Men der er lang vej til de endelige svar, vurderer danske Thea Kølsen Fischer., der er med på WHO's eksperthold. Hun er forskningschef på Nordsjællands Hospital og tilknyttet Københavns Universitet som ekspert i virusepidemier.
- Det er for tidligt at udelukke, at SARS-CoV-2's oprindelse kan fastlægges, men jeg forudser en lang proces forude, siger hun i et skriftligt interview med Ritzau.
Thea Kølsen Fischer peger på, at det tog flere år, før desmerdyret blev etableret som såkaldt mellemvært for coronavirusset SARS-CoV, der udsprang i 2003.
En mellemvært er et dyr, som bærer smitten videre til mennesker, efter at det selv er blevet smittet. For eksempel fra en flagermus.
- I min optik er "best case"-scenarie lige nu, at vi er kommet nærmere en vægtning af de vigtigste hypoteser om SARS-CoV-2's oprindelse.
- Det her bliver en langvarig proces, og der mangler stadig vigtige brikker for at få vigtige muligheder udelukket, skriver Thea Kølsen Fischer.
Virusset blev opdaget i Wuhan omkring nytår for et år siden. Det menes at have spredt sig fra et madmarked, hvor der blev solgt levende dyr.
Der er på verdensplan sket flere end to millioner dødsfald blandt personer smittet med covid-19. Det er sygdommen, virusset kan give.
I midten af januar kom holdet fra WHO så til Wuhan for at undersøge oprindelsen. Der ventede dog først to ugers karantæne.
Thea Kølsen Fischer fortæller, at arbejdsdagene er lange. De inddrager de "fleste af døgnets timer".
Stemningen er generelt god, beretter hun, når hun er på tomandshånd med teamlederen for det kinesiske hold.
- Men stemningen i rummet kan skifte hurtigt, når de mange potentielt geopolitisk følsomme faglige emner diskuteres i plenum.
- Typisk er der flere til stede i møderummene. Også individer, der ikke nødvendigvis deltager eller bidrager til den videnskabelige diskussion forstås, skriver Thea Kølsen Fischer.
Eksperterne ventes at forlade Wuhan senere på ugen.
Thea Kølsen Fischer regnede allerede inden afrejsen i januar med, at der meget vel kan blive brug for flere rejser - både til Wuhan og andre dele af Kina eller andre lande i forsøget på at optrævle, om der kan have været tidligere udbrud, som i første omgang ikke er blevet identificeret som coronavirus.
Seneste artikler
Betjente mødt af spyt og skældsord
Sidste bil har passeret den gamle Storstrømsbro
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Jubel og glædestårer: Alle billederne fra bronzefejringen
Her er regeringens 21 ministre
Mest læste artikler
Kæde åbner største butik i Danmark i Guldborgsundcentret
Hændelse på stor byggeplads: Person kørt på hospitalet
Spor blokeret på motorvej
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Kunde angreb ansatte i supermarked