Dansker offer for syreoverfald

De britiske myndigheder har fængslet to mænd, der er sigtet for at have forsøgt at dræbe en dansker af asiatisk oprindelse. Han blev udsat for et syreoverfald.

En domstol i Waltham Forest i det østlige London varetægtsfængslede torsdag to unge mænd i forbindelse med et overfald 2. juli på en dansk mand med muslimsk baggrund, oplyser det britiske nyhedsbureau PA. Den 24-årige dansker svæver fortsat i livsfare efter at være blevet stukket ned med en kniv, tæsket med en mursten, ligesom han fik hældt syre ned i halsen.
Britisk politi mener, at overfaldet er æresrelateret. De to sigtede, der er henholdsvis 19 og 25 år, vil blive stillet for Old Bailey-domstolen i London den 30. september.
Den 24-årige dansker har mistet synet i forbindelse med syreoverfaldet, der fandt sted i London-bydelen Leytonstone. Han er indlagt på Broomfield-hospitalet i Chelmsford, 40 km nordøst for London, skriver avisen The Guardian torsdag aften på sin nyhedsportal.
Danskerens tilstand beskrives som kritisk men stabil. Han fik blandt andet ødelagt sin tunge i forbindelse med, at syren blev hældt ned i hans hals.
Den unge dansker er af asiatisk oprindelse. Han blev, ifølge britiske medier, overfaldet, fordi han havde et forhold til en gift muslimsk kvinde. Politiet har afvist at kommentere forlydender om, at man har advaret kvinden om, at hun selv er i fare for at blive dræbt.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret