Dansker undslap terrorangreb i kenyansk indkøbscenter
En dansk statsborger var til stede under lørdagens terrorangreb på et indkøbscenter i Nairobi, hvor mindst 39 mennesker meldes dræbt, mens 150 er såret.
Danskeren er sluppet ud i god behold og er ikke såret, oplyser Danmarks ambassadør i Kenya, Geert Aagaard Andersen, over for Ritzau.
- Den pågældende kom ud lørdag eftermiddag og er nu i sikkerhed. Vi kan ikke komme med yderligere oplysninger, da vi har tavshedspligt, siger ambassadøren.
Ambassadens personale arbejdede sent lørdag aften fortsat på at finde frem til danskere i Nairobi.
Geert Aagaard Andersen kan ikke sige, om der befinder sig flere danskere i centret, hvor der kan være taget gidsler.
Nogle lokale tv-stationer rapporterer lørdag aften, at gerningsmændene har taget gidsler i indkøbscentret, men det er ikke officielt bekræftet.
- Sagen er stadig under udvikling, og gidselsagen er ikke endnu ikke afsluttet. Vi følger den meget nøje, siger ambassadøren.
- Det er forfærdeligt, det der er sket. Det er meget trist for de mange ofre og pårørende, siger Geert Aagaard Andersen.
Ifølge ambassaden har mellem 350-400 danskere skrevet sig på den såkaldte danskerliste over danske statsborgere i Kenya. Det er typisk personer, som opholder sig i landet i længere perioder.
Men dertil kommer formentligt et større antal turister, som typisk ikke vil registrere sig på listen. Det kan være både charterrejsende og turister, der rejser på egen hånd.
Svenske og norske medier melder ligeledes om flere nordmænd og svenskere, som er sluppet ud af indkøbscentret med livet i behold.
Somaliske militante fra den islamistiske gruppe al-Shabaab, der har bånd til al-Qaeda, har taget skylden for angrebet, hvor omkring 18 maskerede og bevæbnede mænd stormede ind i indkøbscentret Westgate og begyndte at skyde vildt omkring sig.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned