Danskere og briter kan sendes uden for EU-dør
EU-Parlamentets formand, Martin Schulz, lægger ved ankomsten til torsdagens EU-topmøde op til, at parlamentet sagtens kan træffe afgørelser om eurosamarbejdet.
Men det vil i givet fald ske uden om de danske og britiske parlamentsmedlemmer og kun med deltagelse af de folkevalgte fra de 25 andre EU-lande.
Dermed skyder den tyske socialdemokrat politiske prøveballoner ned om, at det udelukkende kan være EU-parlamentarikere fra de 17 medlemmer af eurozonen, der i en planlagt styrkelse af parlamentet skal kunne tage stilling til specifikke europroblemer.
- Euroen er unionens møntfod. Unionens parlament er Europaparlamentet. Altså er Europaparlamentet også euroens parlament, siger Martin Schulz i Bruxelles, hvor EU's langsigtede, fremtidige samarbejde og struktur er til debat på topmødet.
Parlamentsformanden understreger, at han endnu ikke har lagt sig fast på, hvordan det konkret skal foregå eller organiseres, men at han går ind for en model "27 minus".
- Vi har nemlig 27 medlemslande i EU. Og to, Danmark og Storbritannien, har sagt, at de ikke vil være med i euroen. Alle andre lande er forpligtet til før eller siden at indføre euroen, siger Martin Schulz og tilføjer:
- Derfor hælder jeg til "27 minus", og sådan bliver vi sandsynligvis nødt til at organisere os.
Han vil inden længe fremlægge forslag til, hvordan det kan gøres.
Spørgsmålet er i hans øjne, om politikere fra ikke-eurolande skal have indflydelse på eurozonens skæbne.
Det bliver også noget, der berører EU-Kommissionen og EU-Domstolen, siger den tyske formand for EU-Parlamentet.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned