Danskere til Haiti for Læger Uden Grænser

To danskere, sygeplejerske Merete Engell og telekommunikationsekspert Norbert Payne, rejste søndag middag mod Haiti.

De to rejste sammen med et skandinavisk hold fra Læger Uden Grænser for at behandle de sårede efter tirsdagens jordskæl. Holdet fløj fra Örebro lufthavn i Sverige og ventes at være fremme i Haitis hovedstad, Port-au-Prince, ved totiden natten til mandag, dansk tid.

Ud over de to danskere, der begge adskillige gange har været udsendt for Læger Uden Grænser, er der også en jordemor, en psykolog, tre sygeplejersker, tre læger, tre logistikere og en nødhjælpskoordinator fra primært Norge og Sverige med i det skandinaviske team.

Efter planen skal Merete Engell og Nobert Payne, der er henholdsvis 39 og 48 år, arbejde i Haiti et par uger, men det er sandsynligt, at det bliver længere tid, oplyser Læger Uden Grænser i en pressemeddelelse.

- Jeg forventer at komme over til noget nær kaos. Jeg er sikker på, at der venter os masser af arbejde. De meldinger vi indtil videre har fået fra Haiti lyder på, at behovene er overvældende, lyder det fra Merete Engell i pressemeddelelsen.

/ritzau/

To danskere - en sygeplejerske og en telekommunikationsekspert - ankommer efter planen til Haiti for Læger Uden Grænser natten til mandag.

Offentliggjort Sidst opdateret