13 unge danskere, medlemmer af fagforbundet 3F og Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), er kommet til Storbritannien for at følge og tage ved lære af det britiske parlamentsvalg.
Klædt i knaldrøde jakker med påskriften "Danish Workers fight for Brown", håber de, at deres tilstedeværelse kan hjælpe den trængte britiske premierminister.
- Den ene årsag til, at vi er her, er at vi støtter op omkring Labour og Gordon Brown. Den anden er, at vi står over for et folketingsvalg derhjemme. Så vi er taget over for at hjælpe til i deres valgkamp, men også for at se om vi kan få nogle fif og nogle tricks til, hvordan vi skal føre valgkamp, forklarer Camilla Schwalbe fra DSU's forbundsstyrelse og medlem af Tårnbys kommunalbestyrelse for Socialdemokraterne.
Den 24-årige socialdemokrat indrømmer, at hun er meget overrasket over den enorme grad af frivillighed, der præger valgkampen op til det britiske parlaments- og lokalvalg på torsdag.
Blandt andet i Barking og Dagenham i det østlige London, hvor Labour-tilhængere kæmper fra dør til dør for at vinde stemmer.
- De lejer sig ind eller låner en nedlagt fabrik et sted, hvor de laver et hovedkvarter, og da vi kom, stod folk i kø hele vejen op ad trapperne for at engagere sig frivilligt, forklarer Schwalbe.
- Det er ikke noget, vi har set derhjemme. Der har vi et partiapparat, der er noget mere sløvt, erkender hun.
Schwalbe finder i bund og grund den britiske kampagnementalitet væsentlig forskellig fra den hjemme i Danmark. De britiske socialdemokrater er i langt højere grad end de danske indforstået med, at valget skal vindes på gaden og "ved folks brevsprækker og ved at banke på dørene".
- Det er noget, man har taget fra Obama i USA. Men det er noget, som har bredt sig ud over hele Europa, konstaterer Camilla Schwalbe.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde