Danskere uden boosterstik skal i karantæne ved rejse til Østrig
De østrigske myndigheder har klassificeret Danmark som højrisikoland. Det er dårligt nyt for personer, der har planlagt skiferie i Østrig og ikke har fået tredje vaccinestik. Foto: Karl-Josef Hildenbrand/Ritzau Scanpix
Karl-Josef Hildenbrand/Ritzau Scanpix
Danmark er blevet klassificeret som højrisikoland af Østrig på grund af udbredt smitte med omikronvarianten.
Der er onsdag dårligt nyt til danskere, der har planlagt skiferie til Østrig, og som ikke har fået et tredje vaccinestik mod coronavirus.
I hvert fald skal personer fra Danmark fra lørdag den 25. december gå i ti dages karantæne ved indrejse til Østrig, medmindre de både har fået et boosterstik og kan fremvise en negativ PCR-test.
Det oplyser Katharina Reich, der koordinerer den østrigske coronapolitik, ifølge den østrigske avis Der Standard.
Årsagen er, at Danmark af Østrig er blevet klassificeret som et højrisikoland på grund af udbredt smitte med coronavarianten omikron. Omikron, der menes at være særligt smitsom, er den dominerende variant i Danmark.
Foruden Danmark indføres der fra på lørdag særlige restriktioner for personer fra Norge, Holland og Storbritannien.
Fælles for de fire lande er, at man skal gå i ti dages karantæne, hvis man rejser til Østrig og ikke har fået et boosterstik og en negativ pcr-test.
Børn er undtaget karantænereglerne, skriver Der Standard.
Danskere udgør traditionelt en væsentlig del af turisterne i de østrigske skisportsområder. Men den hastigt stigende smitte med omikron i Danmark har altså fået Østrig til at indføre karantæne for at skåne sundhedsvæsenet.
- Vi har altid snakket om, at vi skal have lidt luft i systemet.
- Vi bliver nødt til at bruge den tid, som vi har vundet gennem nedlukning, til at lære mere om omikron og give hospitalerne tid til at lette presset på de intensive afdelinger, siger Katharina Reich, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Den danske sundhedsminister, Magnus Heunicke, oplyste tirsdag, at omikron nu er den dominerende coronavariant i Danmark.
Danmark har de seneste to dage haft over 13.000 daglige smittetilfælde. Tirsdag blev der slået rekord med 13.558, mens tallet onsdag var 13.386.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker