Dårligt vejr udskyder dansk plads i rumfartshistorien
Opsendelse af verdens mindste satellit, som er udviklet af et dansk selskab, er udskudt til natten til lørdag.
Opsendelsen af SpaceX's Falcon Heavy-raket er blevet udskudt på grund af dårlige vejrforhold.
Det skriver det Elon Musk-ejede rumfartsselskab på Twitter natten til fredag dansk tid.
Det næste tidsvindue for opsendelse åbner klokken 01.29 lørdag dansk tid.
Dermed bliver det til i hvert fald en midlertidig udskydelse af en markant plads til Danmark i rumfartshistorien.
Én af satellitterne, som Falcon Heavy-raketten skal bringe ud i rummet, er nemlig verdens mindste og udviklet af danske Space Inventor, som både har adresser på Skibbroggade i Aalborg og Vingårdstræde i København.
Det er første gang nogensinde, at så lille en kommunikationssatellit sendes ud i det geostationære bånd. Det bånd ligger 36.000 kilometer oppe i rummet. Til sammenligning flyver passagerfly i omegnen af blot 12 kilometer op ifølge SAS-magasinet Scandinavian Traveler.
Space Investor skriver selv i en pressemeddelelse, at opsendelsen og udviklingen af den danske satellit er forbundet med stor prestige på grund af den enorme højde, den sendes op i.
Normalt befinder satellitter i denne størrelse sig i en højde af 500 kilometer, og så er det de kæmpestore kommunikationssatellitter, der optager plads i det geostationære bånd.
Det helt særlige ved det bånd er, at hvis der er fejl, eller man ikke får udnyttet den plads, man har købt til sin satellit i båndet, koster det millionstore dagbøder til operatørerne bag satellitterne.
Og det er netop her den lille danske satellit kommer ind i billedet.
Den har den helt unikke funktion at kunne blive styret og flyttet rundt oppe i båndet fra et døgnbemandet kontrolcenter i Aalborg.
Derfor kan satellitten med kort varsel flytte position og dermed sikre, at de store operatører - trods forsinkelser og tekniske vanskeligheder - ikke får bøder eller mister deres placering i båndet.
Det er i det geostationære bånd, aktører som Viasat, OneWeb og Inmarsat opererer og på sigt kommer til at placere store milliarddyre satellitter, som eksempelvis Amazon, tv-selskaber og forskningsinstitutioner kan udnytte til forskellige formål.
Ud over det danske bidrag afsendes verdens største satellit, der ejes af Viasat.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde