David Cameron: Storbritannien skal spare mere

Der skal skæres yderlige i de statens udgifter, hvis Storbritannien på sigt skal få balance i budgettet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det siger den britiske premierminister, David Cameron, kort før hans konservative parti indleder sit årlige landsmøde i Birmingham søndag.

Til tv-stationen BBC siger Cameron, at hans regering er fast besluttet på at holde løftet om at reducere statens rekordstore underskud.

Han siger dog ikke noget om, hvor han har tænkt sig at spare. ud over at der skal skæres i en række velfærdsydelser.

Finansminister George Osborne siger, at det ikke kommer på tale at hæve ejendomskatten på dyre boliger for at skaffe flere indtægter, sådan som oppositionspartiet Labour har foreslået.

Samtidig siger Cameron, at han er parat til at nedlægge veto i EU, hvis ikke fællesskabets kommende budget indfrier Storbritanniens krav.

Cameron mener, at EU's nuværende budget skal fastfryses, så udgifterne ikke stiger.

- Det er vigtigt, at EU ikke lever over evne, siger Cameron.

Desuden foreslår han, at EU's budget deles op i to, så der gælder et budget for de 17 eurolande, og et andet for de lande, der ikke er med i euroen, heriblandt Storbritannien.

- Hvis jeg ikke får en tilfredsstillende aftale for Storbritannien, nedlægger jeg veto, som jeg gjorde sidste år, siger Cameron, der ønsker en reduktion i Storbritanniens betaling til det fælles budget.

/ritzau/Reuters