De baltiske lande lukker i vidt omfang grænserne
Alle de tre baltiske lande har lukket grænserne for udlændinge i lighed med blandt andet Danmark.
Alle de baltiske lande indfører i forskelligt omfang stop for rejser ind og ud af landene.
Estland og Litauen har lørdag meddelt, at landene vil lukke grænserne for de fleste besøgende fra udlandet. Også Letland følger trop.
- Regeringen har besluttet midlertidigt at indføre grænsekontrol ved hele grænsen, siger Estlands premierminister, Jüri Ratas, i en pressemeddelelse.
Tiltaget vil begynde tirsdag i Estland, hvor der bor 1,3 millioner indbyggere. Der er 115 bekræftede tilfælde af coronavirus i landet.
Kun udlændinge med permanent opholdstilladelse eller udlændinge med familiemedlemmer får lov til at komme ind. Men de vil skulle to uger i isolation.
Gennemrejsende udlændinge uden symptomer og fragttransport til andre lande vil fortsat få lov til at komme igennem Estland.
Der er ingen restriktioner på udrejse. I forvejen er størstedelen af det offentlige Estland lukket ned, mens forsamlinger er forbudt.
Også Litauen, hvor der bor 2,8 millioner mennesker, har besluttet at stoppe udlændinge i at rejse ind. Tiltaget har virkning fra søndag.
Undtaget er udlændinge med opholdstilladelse, diplomater og Nato-tropper.
- Vores mål er at udskyde spredningen af virusset så længe som muligt inden for landet og at reducere de negative konsekvenser, siger premierminister Saulius Skvernelis.
Godstransport påvirkes ikke.
I Litauen, der har ni bekræftede tilfælde af coronavirus, har store dele af det offentlige system, heriblandt skoler, været lukket ned.
Mandag træder nedlukningen også i kraft for en række butikker, hvorfor landet har godkendt en hjælpepakke til "mindst en milliard euro", har regeringen meddelt.
Flere internationale nyhedsbureauer melder også, at Letland, hvor der bor 1,9 millioner mennesker og er 26 bekræftede tilfælde, vil lukke grænserne for udlændinge fra tirsdag.
De fleste af tiltagene vil vare et par uger, men vil højst sandsynligt blive forlænget ifølge baltiske myndigheder.
Dermed har en række lande i hele verden indført rejserestriktioner, heriblandt Danmark, hvor der også er lukket midlertidigt for indrejse fra udlændinge.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde