De fleste G20-lande fordømmer krigen i Ukraine
Præsident Joe Biden taler under et møde mellem G7- og Nato-ledere på sidelinjen af G20-topmøde i Bali. Foto: Doug Mills/Ritzau Scanpix
Ruslands angreb på Ukraine begrædes og fordømmes af G20. Men nogle lande er ikke enige i fordømmelse.
De fleste G20-lande fordømmer krigen i Ukraine, men der er også divergerende holdninger blandt landene.
Det fremgår af den endelige erklæring onsdag morgen dansk tid på mødets anden dag.
Medlemmerne "begræder i de stærkest mulige vendinger" Ruslands angreb på Ukraine.
Det understreges også i erklæringen, at folkeretten skal overholdes, samt at trusler om brug af atomvåben ikke er acceptable.
Netop ordlyden i erklæringen om Ruslands angreb på Ukraine har været et omdiskuteret emne op til topmødet.
Ifølge nyhedsbureauet dpa var det et russisk ønske, at krigen skulle omtales som en "særlig militæroperation". Men i erklæringen omtales angrebet på Ukraine netop som en krig.
Derudover fastslår G20 - der i sin tid blev stiftet for at øge den finansielle stabilitet i verden - at krigen i Ukraine går ud over verdensøkonomien.
Group of Twenty - eller G20 - er 19 af verdens førende industriøkonomier samt EU. Rusland er også iblandt.
Topmødet, som afvikles 15.-16. november, er det første G20-topmøde siden den russiske invasion af Ukraine i februar. Ruslands præsident, Vladimir Putin, har valgt at blive væk fra topmødet. Han havde angiveligt for travlt.
Rusland var repræsenteret ved udenrigsminister Sergej Lavrov. Han anses ikke for at være en del af Putins inderkreds.
Mødet kom i høj grad til at finde sted i skyggen af krigen i Ukraine.
Tirsdag ramte et missil den polske landsby Przewodow, og der har siden været stort internationalt fokus på, hvem og hvad der stod bag eksplosionen i Nato-landet. To personer mistede livet i forbindelse med eksplosionen.
Verdenslederne har på sidelinjen af G20-topmødet holdt flere møder om udviklingen.
USA's præsident, Joe Biden, har i officielle udtalelser til journalister sagt, at foreløbige informationer viser, at det er "usandsynligt", at missilet er affyret fra Rusland.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde