De fleste ofre i Misrata er børn

Lægen Mohammed al-Faqih fortalte søndag til den arabiske tv-station Al Jazeera, at de fleste ofre for klyngebomberne i den libyske oprørsby Misrata er børn.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Skader fra klyngebomber er omfattende. De viser sig som sår over hele kroppen, og splinterne fra bomberne kan trænge ind hvor som helst på kroppen - i øjne, hoved og så videre, forklarer lægen.

Klyngebomber er ellers internationalt forbudte. De eksploderer i luften og spreder et stort antal dræbende jernsplinter over et stort område.

- Det er skrækkeligt, at Libyen anvender klyngebomber, især i et boligområde, siger Steve Goose, som leder Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch's våbendivision.

Hjælpeorganisationer og beboere beskriver de civiles situation i Misrata som mere og mere desperat. Kun få områder skånes for kampene, og manglen på mad og medicin er snart yderst alvorlig.

- Mørket er total i Misrata. Der er ingen medicinske faciliteter, som er udstyret og fungerer korrekt, siger Mohammed al-Faqih.

Lørdag skød Gaddafi's styrker mindst 100 Grad-raketter ind over den oprørskontrollerede by Misrata, og oprørerne sagde, at regeringsstyrker var nået frem til byens centrum.

/ritzau/TT

Flest børn er blevet ofre for de klyngebomber, som Muammar Gaddafi's styrker har sendt ind over byen Misrata.

Offentliggjort Sidst opdateret