De næste dage kan blive afgørende for en presset Biden og for Demokraterne
USA's præsident, Joe Biden, kæmper ikke så meget mod Donald Trump som mod amerikanernes opfattelse af, hvorvidt han er egnet til fire år mere i Det Hvide Hus, skriver New York Times. Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix
Biden har i de kommende dage et tv-interview, et Nato-topmøde, en række valgmøder og et sjældent pressemøde til at bevise, at han er manden, der kan slå Trump.
Ritzau RitzauAne Nordentoft, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Præsident Joe Biden har travlt med at række ud til sine støtter for at overbevise dem om, at han er den rette kandidat, der kan forhindre Donald Trump i at vende tilbage til Det Hvide Hus.
For bekymringen er til at tage og føle på blandt Demokraterne.
Kilder siger til Washington Post, at præsidenten erkender, at han hurtigt må bevise, at han er egnet til at lede landet fire år mere.
Under sidste uges meget omtalte tv-debat mod Trump virkede den 81-årige præsident træt og usammenhængende. Han fumlede med ordene og fortabte sig tilsyneladende i sine tankerækker.
Onsdag fik Joe Biden vigtig opbakning fra 23 demokratiske guvernører, som var indkaldt til online-krisemøde med præsidenten.
Annonce
De udtrykker fortsat støtte til ham efter den bekymrende præstation ved sidste uges tv-debat.
- Vi har meddelt, at vi står side om side med ham, sagde Marylands guvernør, Wes Moore, efter mødet.
Selv afviser Joe Biden at trække sig. Han sagde under onsdagens møde, at han er "i denne valgkamp til enden, og vi vil vinde". Det oplyser en kilde tæt på hans kampagnestab.
Fredag viser tv-stationen ABC efter planen et interview med Biden - hans første efter debatten mod Trump.
Samme dag skal Biden holde valgmøder i to delstater, Pennsylvania og Wisconsin.
Fra på tirsdag er han vært for en stribe andre stats- og regeringschefer, når der er Nato-topmøde i Washington D.C.
I næste uge er der også planlagt et sjældent pressemøde med præsidenten alene på podiet.
Demokraterne vil lytte indgående til hvert eneste ord og holde nøje øje med, hvordan Biden klarer sig.
Og snesevis af demokratiske kongresmedlemmer er klar til at bede ham trække sig, hvis det ikke går godt, siger en kilde til Reuters.
- Han ved, at hvis han har yderligere to arrangementer som det (sidste uges tv-debat, red.), er vi et andet sted, sagde en demokratisk kilde, som havde talt med Joe Biden inden for det seneste døgn, onsdag til New York Times.
Annonce
På grund af den politisk følsomme situation vil de færreste kilder blandt Demokraterne stå frem med navn.
Men selv en fejlfri optræden fra Bidens side i den kommende uge kan muligvis ikke redde hans kandidatur, siger politiske strateger i partiet til Washington Post.
- Med nu fire måneder til valget, er Biden ikke oppe imod Trump lige nu. Han er oppe imod - og prøver desperate at ændre på - offentlighedens indtryk af ham, skriver Jess Bidgood, som er politisk journalist på The New York Times.
Joe Bidens talskvinde, Karine Jean-Pierre, afviser, at præsidenten har i sinde at trække sig fra valget. Og han har ikke drøftet denne mulighed med sine allierede, siger hun.
Imens nyder Trump-lejren "det totale kollaps i Det Demokratiske Parti", som der står i en pressemeddelelse fra ekspræsidentens valgkampagne.
I en video, der er optaget på en golfbane og offentliggjort på netmediet The Daily Beast, lyder Donald Trumps analyse, at Joe Biden - som Trump i videoen kalder en "nedbrudt møgbunke" - er på nippet til at trække sig.
3 af de 23 demokratiske guvernører, der - sammen med den demokratiske borgmester i Washington D.C., Muriel Bowser - onsdag var til krisemøde hos præsident Joe Biden, udtrykte opbakning til Biden efter mødet. Fra venstre er det New Yorks guvernør, Kathy Hochul, Marylands guvernør, Wes Moore, og Minnesotas guvernør, Tim Walz, der udtaler sig til pressen uden for Det Hvide Hus. Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix
- Det vil sige, at vi har Kamala, siger Trump med henvisning til vicepræsident Kamala Harris.
- Hun er så dårlig. Hun er så ynkelig, tilføjer han.
/ritzau/
Det siger meningsmålingerne i USA
* Præsident Joe Biden har i månedsvis været et par procentpoint bag sin udfordrer, Donald Trump, i meningsmålingerne op til USA’s præsidentvalg 5. november.
* Umiddelbart efter sidste uges tv-debat øgede Trump forspringet med tre procentpoint i en måling fra New York Times. Her fik Trump 49 procent mod 43 procent til Biden.
* En anden måling fra Wall Street Journal gav Trump 48 procents opbakning mod 42 procent til Biden.
* I denne uge har Ipsos/Reuters offentliggjort en måling foretaget mandag og tirsdag. Den viser de to kandidater i dødt løb med 40 procents opbakning til hver.
* Målinger viser også øget opbakning til vicepræsident Kamala Harris som en mulig erstatning for Joe Biden.
Kilde: Reuters.
/ritzau/
Præsident Joe Biden får en hjælpende hånd ned fra scenen af sin kone, førstedame Jill Biden, efter sidste uges meget omtalte tv-debat mod Donald Trump. (Arkivfoto). Foto: Gerald Herbert/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Lukas' studentervogn lagde vejen forbi plejehjemmet: - Det giver sindssygt meget
Udsatte borgere til revy i Nykøbing: "Hylende skæg" sommerrevy
Strømafbrydelse på Lolland
Kongeskibet lagde til kaj i Rødbyhavn
15-årig sigtet for spritkørsel
Mest læste artikler
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Brand i kendt grillbar
Hedebølgen er over Sydhavsøerne