De rige russere svælger i vestlige luksusvarer trods sanktioner

Prada-butikken i et shoppingcenter i Moskva er lukket. Flere af de vestlige luksusmærker har beholdt deres butikker i det centrale Moskva, selv om de holder lukket. Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix

I de dyre shoppingkvarterer i Moskva mærker russerne ikke Vestens sanktioner. Mellemmænd sørger for, at vestlige luksusvarer og dyre mærker stadig er at finde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er nok at vælge imellem.

Velhavende russere har et rigt udvalg, når de bevæger sig rundt i hovedstaden Moskvas dyre og eksklusive shoppingkvarterer for at få julegaverne i hus.

Trods næsten tre år med internationale sanktioner er butikkerne stadig fyldt op med vestlige sportsbiler, guldsmykker og designertøj.

En lang række af store og dyre mærker har ellers trukket sig fra Rusland som følge af landets invasion af Ukraine i februar 2022.

Derudover har USA, EU og Storbritannien eksplicit forbudt eksporten af luksusvarer som biler, smykker og ure til Rusland som del af sanktionspakker mod landet.

Men det mærker de ikke noget til i de dyre shoppinggader.

- Jeg mærker ikke nogen særlige ændringer, siger den 51-årige tandlæge Natalja til nyhedsbureauet AFP i hovedstaden.

- Der er måske tre butikker - Chanel, Dior og Hermes - som jeg ved, er smuttet. Alle de andre er her som før, siger hun.

Der tegner sig et billede, som ikke stemmer overens med de vestlige forudsigelser om, at sanktionerne mod Rusland ville få landets økonomi til at kollapse.

Mange i Moskva - heriblandt præsident Vladimir Putin - taler om de "fejlslagne" sanktioner, som Vesten mente ville isolere Rusland fra den globale økonomi.

Selskaber i hobetal har forladt Rusland efter invasionen af Ukraine. Men næsten tre år senere er deres mærker stadig at finde på hylderne i butikkerne i Moskva.

Varerne kommer nemt frem trods sanktionerne. Det sker i stedet bare nu via villige mellemmænd i Kaukasus og det centrale Asien.

Statistikker viser, at der er sket en stor stigning i handler mellem vestlige lande og lande som Kirgisistan, Kasakhstan og Aserbajdsjan. Det er alle lande, som stadig har tætte forbindelser til Rusland.

- På den ene eller anden måde bliver det hele stadig importeret, siger 38-årige Elena, der bestyrer en butik med lingeri i det centrale Moskva.

En kvinde går forbi en butik med tøj fra det franske mærke Lacoste i Moskva. Lacoste er et af de europæiske mærker, der fortsætter med at gøre forretning i Rusland trods landets invasion af Ukraine. Foto: Alexander Nemenov/Ritzau Scanpix

- Det er lidt mere kompliceret, men overordnet set formår alle at få det til at ske.

Og så er der flere af de vestlige luksusmærker, der har beholdt deres butikker i det centrale Moskva, selv om de holder lukket.

De håber en dag at kunne vende tilbage til markedet, der før invasionen var en guldmine for mærkerne.

- Deres såkaldte afgang er pure hykleri, siger en anonym fransk forretningsmand, der sælger luksusvarer i den russiske hovedstad.

- Selv om deres butikker officielt er lukket, fortsætterne mærkerne med at sælge deres varer til russerne via markedspladser online og forhandlere.

Som en salgsassistent siger:

- Luksusvarer er her stadig. Og det samme er de faste kunder. Efterspørgslen er ikke mindsket.

Der er masser af fine mærker at finde et dette russiske shoppingcenter i Moskva. De velhavende russere kan nemt finde julegaverne her. Foto: Alexander Nemenov/Ritzau Scanpix

I stormagasinet Tsum sælges der luksusvarer og -mærker. På stormagasinets hjemmeside reklamerer det med at sælge produkter fra blandt andet Prada, Yves Saint Laurent og Alexander McQueen.

Mærker, der alle officielt har forladt Rusland.

Med tanke på efterspørgslen på fine varer fra Vesten er rige russere ikke i tvivl om, at vestlige luksusmærker vil genåbne butikker, så snart de kan.

- Det er kun et spørgsmål om tid, siger Andrej, der har en lang liste med rige kunder, som han sørger for at skaffe luksusvarer til.

/ritzau/AFP

EU-sanktioner om luksusvarer

* Luksusvarer var inkluderet i den fjerde sanktionspakke fra EU mod Rusland. Sanktionerne blev indført, små tre uger efter at krigen var brudt ud i slutningen af februar 2022.

* Forbuddet mod luksusvarer som biler, smykker og ure blev indført for at ramme Rusland elite.

* Trods sanktioner finder luksusvarer vej til Rusland. Vestlige luksusvarer importeres fra lande uden sanktioner. Det samme bliver produkter fra mærker, der ellers har forladt Rusland.

Kilder: EU-Kommissionen og AFP.

/ritzau/

Den tyske producent af luksusbilen Porsche er stoppet med at levere biler til Rusland. Men der er stadig et stort udvalg ved denne forhandler i Moskva. Foto: Natalia Kolesnikova/Ritzau Scanpix
Den Røde Plads i Moskva kan ses i horisonten. Gucci har lukket sine forretninger i Rusland, ligesom en lang række af andre luksusmærker har. Foto: Yuri Kadobnov/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu