De russiske spioner er landet i Wien

Et amerikansk passagerfly er netop landet i lufthavnen i Østrigs hovedstad, Wien, rapporterer flere internationale medier.

Om bord befinder sig formentlig de 10 russiske spioner, som forleden blev anholdt i USA, og som indgår i en historisk fangeudveksling mellem USA og Rusland.

Den amerikanske tv-station NBC viste sent torsdag aften optagelser af nogle af de hemmelige agenter, da de steg om bord på flyet i La Guardia lufthavnen i New York.

Det amerikanske passagerfly blev umiddelbart efter landingen parkeret ved siden af et fly, der var markeret med det russiske flag.

Ingen passagerer var umiddelbart at se.

/ritzau/Reuters

De russiske spioner, som indgår i en historisk fangeudveksling mellem USA og Rusland, er landet i lufthavnen i Wien, rapporterer flere medier.

Offentliggjort Sidst opdateret