De sidste amerikanske soldater har forladt Afghanistan
Sent mandag aften dansk tid oplyste lederen af USA's militære centralkommando, general Kenneth F. McKenzie, på et pressemøde, at USA officielt er ude af Afghanistan efter 20 års militær tilstedeværelse. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Handout/Ritzau Scanpix
Efter 20 års militær tilstedeværelse i Afghanistan har de sidste amerikanske soldater nu forladt landet.
USA har afsluttet tilbagetrækningen af landets soldater fra Afghanistan.
Det oplyser lederen af USA's militære centralkommando, general Kenneth F. McKenzie, sent mandag aften dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det sidste amerikanske C-17-transportfly lettede fra Hamid Karzai International Airport i Kabul klokken 23.59 mandag lokal tid.
USA's præsident, Joe Biden, havde sat en tidsfrist til 31. august, hvor evakueringerne skulle være afsluttet.
Dermed er 20 års militær tilstedeværelse i landet slut. USA invaderede Afghanistan i 2001 efter angrebet 11. september.
Siden 15. august, hvor den militante bevægelse Taliban indtog Kabul, er flere end 123.000 civile blevet evakueret fra den afghanske hovedstad.
Det oplyser general Kenneth F. McKenzie.
Han fortæller videre, at den amerikanske ambassadør i Kabul var blandt de ombordværende på det sidste C-17-fly ud af Afghanistan.
- Vi har ikke fået alle ud, som vi ønskede at få ud, erkender general McKenzie ifølge Reuters.
Han tilføjer dog i samme ombæring, at Taliban har været "hjælpsom og nyttig" over for USA i forhold til at få lukket de amerikanske militæroperationer i Afghanistan ned.
- Taliban gjorde en stor indsats for at sikre lufthavnen, siger han.
Sent mandag aften dansk tid siger en talsmand for Taliban ifølge nyhedsbureauet AP, at gruppen har taget kontrol over lufthavnen i Kabul.
Samtidig fortæller vidner, at der kunne høres skud i Kabul, da nyheden om den amerikanske tilbagetrækning blev offentliggjort i Taliban-venlige medier.
Skuddene var angiveligt en fejring af, at USA efter 20 år er ude af Afghanistan.
Siden Taliban indtog Kabul for to uger siden, har amerikanske og andre udenlandske styrker haft travlt med at evakuere egne borgere såvel som afghanere, der har arbejdet for regeringen eller de udenlandske styrker.
Men i de seneste dage har området omkring lufthavnen været ramt af angreb, som gruppen Islamisk Stat Khorasan hævder at stå bag.
Senest blev flere raketter med retning mod Kabuls internationale lufthavn skudt ned af et missilforsvar i de tidlige morgentimer mandag.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker