De sidste borgere kan vende hjem til Paradise efter brand
Den omfattende brand i Paradise gjorde den til den dødeligste i Californien i mindst 100 år. Foto: Josh Edelson/Ritzau Scanpix
Josh Edelson/Ritzau Scanpix
Alle ordrer om evakuering er ophævet i byen Paradise i Californien, der blev ramt af voldsom brand i november.
Over en måned efter en omfattende og dødelig skovbrand kan de sidste borgere lørdag vende tilbage til byen Paradise i den amerikanske delstat Californien. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Myndighederne har således ophævet de sidste ordrer om evakuering.
Samtidig advares der dog om, at der er begrænsede forsyninger og ydelser tilgængelige. Myndighederne opfordrer derfor borgere til at sikre, at de har nok mad, vand og brændstof til deres biler.
Mindst 86 personer blev dræbt i branden ved Paradise, der brød ud 8. november. Derudover blev 14.000 hjem ødelagt i flammerne.
Den sundhedsansvarlige ved sherifkontoret i Butte County har udsendt en opfordring om, at folk ikke vender tilbage og bosætter sig steder, hvor der stadig er rester af farligt affald, aske og murbrokker.
Allerede i sidste uge lød det, at alle borgere kunne få lov til at tage hjem.
Men det er altså først lørdag, at de sidste borgere har fået den endelige tilladelse til at vende tilbage til deres hærgede hjemby.
De 86 personer, der omkom i flammerne i Paradise, gør branden til den dødeligste, som Californien har oplevet i mindst 100 år.
Branden har også forårsaget skader for milliarder af kroner.
Ni milliarder dollar - eller 59 milliarder kroner - er således det beløb, som beboere og virksomheder i de områder af Californien, som i sidste måned var ramt af skovbrande, har indsendt krav til forsikringsselskaberne om.
Ødelæggelser for omkring syv milliarder dollar er forårsaget af den brand, der raserede omkring Paradise.
De resterende cirka to milliarder dollar er forsikringskrav, der er stillet i kølvandet på skovbrandene i det sydlige Californien.
Beløbet på i alt ni milliarder dollar forventes at stige, efterhånden som der indløber flere erstatningskrav hos forsikringsselskaberne.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde