De unge vil stemme de gamle generaler og de rige fra magten i Thailand

En tilhænger af de unges parti Gå Fremad under et valgarrangementet i Thailands hovedstad, Bangkok. Mange vælgere vil have helt nye boller på suppen, efter at militærets generaler siden kuppet i 2014 har siddet på magten i landet. Foto: Sakchai Lalit/Ritzau Scanpix

Thailænderne går til valg, og her står kupgeneraler og stenrige politikere over for en ungdom, der er træt af monarkiet, militærkup og dårlig ledelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det ligner mere et politisk opgør mellem generationer end mellem ideer.

Et parti med rødder hos de unge på universiteterne har medvind i valgkampen i Thailand.

For tre år siden var der uroligheder, da unge protesterede mod den militærstøttede regering. De stillede endda spørgsmål ved monarkiet, hvilket er helt uhørt i Thailand.

Partiet hedder Gå Fremad og er på stemmesedlerne ved valget søndag. Det appellerer i første omgang til 3,3 millioner førstegangsvælgere.

Partiet vil ændre straffeloven, så der ikke er drakoniske straffe for kritik af kongehuset, skriver Reuters.

Det vil også ændre forfatningen og mindske militærets magt. Gøre op med korruption og velhavende politikere.

Det har klangbund ud over de helt unge i Thailand, der har 65 millioner indbyggere. Meningsmålinger giver partiet 34 procent af stemmerne.

Det traditionelt største parti, Pheu Thai, der appellerer til fattige og provinsen, ligger til 38 procent.

Det er dog ikke givet, at et af de to partier - eller begge - får regeringsmagten.

Læs her om Thailands særlige system:

* Hvordan fungerer valgsystemet?

Der er 500 pladser i parlamentets underhus. 400 vælges direkte i valgkredse, 100 er tillægsmandater.

Der ventes et foreløbigt valgresultat natten til mandag, men valgkommissionen har ifølge nyhedsbureauet AFP to måneder til den formelle godkendelse. Så der kan gå noget tid, før det formelt er på plads.

* Hvad har været emnerne i valgkampen?

Thailands premierminister, Prayuth Chan-ocha, på slap line under valgkampen. Han er general og har siddet på magten siden kuppet i 2014. Han ønsker genvalg på søndag. Foto: Sakchai Lalit/Ritzau Scanpix

Penge, penge, penge. Ikke så meget statens finanser som løfter om flere penge til den enkelte borger.

Partierne lover med forskellige beløb flere tilskud til familier, lavere priser på brændstof, højere minimumsløn.

Thailand blev ramt hårdt af coronapandemien. Dels er landet fattigt, og det er indbyggerne også, så hospitalsvæsenet var presset i bund.

Pandemien ramte også den vigtige turistindustri hårdt. Først i sensommeren 2022 begyndte turisterne at vende tilbage.

* Hvem er hovedpersonerne?

Der er tre-fire hovedkandidater til at blive premierminister.

Prayut Chan-ocha er premierminister nu. Han kom første gang til magten ved militærkuppet i 2014. Han stiller op for et nydannet parti, nemlig UTN, Forenet Thai Nation.

Den 36-årige Paetongtarn Shinawatra er en af hovedpersonerne ved valget. Hun er leder af partiet Pheu Thai, der traditionelt bliver det største parti i parlamentet. Det appellerer til de fattige og til vælgere i provinsen og har ofte eliten på nakken. Partiet er dannet af hendes far, milliardær og tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, der nu er i eksil. Foto: Jack Taylor/Ritzau Scanpix

Hans tidligere allierede Prawit Wongsuwan, også en general, leder det militærstøttede parti PPRP.

Pheu Thai-partiet er i årevis blevet det største parti ved valgene. Det ventes også at ske søndag. Men om partiets leder, Paetongtarn Shinawatra, også bliver premierminister, er en anden sag.

Hun er datter af milliardær og tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, som lever i eksil.

Ungdomspartiet Gå Fremad (MPF) ledes af Pita Limjaroenrat og ventes også at klare sig godt.

* Hvordan findes den næste premierminister?

Kandidaten skal have et flertal i parlamentets underhus og senat. Det gælder de 500 folkevalgte i underhuset og så de 250 militærudpegede medlemmer af senatet.

Et parti skal have mindst 25 pladser for at opstille en kandidat til premierminister. Kandidaten skal så have mindst 376 stemmer.

Et parti kan godt opstille en person, der ikke er valgt til parlamentet.

* Hvordan ser regeringer normalt ud?

Det er koalitionsregeringer. Den afgående regering har flere end ti partier.

Regeringsforhandlinger efter valget ventes at trække ud.

Medmindre Pheu Thai, det traditionelt største parti, får en jordskredssejr, så skal partiet ud og finde samarbejdspartnere i det nyvalgte parlament.

Hvem de er, er ikke helt klart.

De forskellige partiledere har i valgkampen været tilbageholdende med at sige, hvor de vil lægge deres æg, når vælgerne har stemt.

/ritzau/

Militærets rolle i Thailands politik

* Militæret i Thailand spiller en stor politisk rolle, da det via forfatningen og valgsystemet har sikret sig gode kort på hånden.

* Det er militæret, der vælger de 250 medlemmer af senatet, det ene af parlamentets to kamre. Senatorerne stemmer med, når en premierminister skal findes.

* Regeringschefen vælges af de 250 senatorer og de 500 medlemmer af underhuset, det andet kammer. En kandidat skal dermed have 376 stemmer. Det betyder, at militæret blot skal have 126 allierede blandt de 500 folkevalgte medlemmer af underhuset. Så er flertallet hjemme.

* Hvis det ikke går, som militæret vil, har historien vist, at militæret har andre metoder. Siden 1932 har der været 12 militærkup i Thailand. Det seneste var i 2014.

Kilde: AFP.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu