Dean Phillips dropper præsidentdrømmen og støtter Biden
Dean Phillips har trukket sig fra kapløbet om at blive Demokraternes præsidentkandidat og advarer nu i stedet mod Trump. (Arkivfoto). Foto: Charles Krupa/Ritzau Scanpix
Dean Phillips var aldrig en seriøst udfordrer til Joe Biden, men brugte kræfter på at advare om Bidens alder.
Det amerikanske kongresmedlem Dean Phillips har onsdag droppet sit forsøg på at blive Demokraternes præsidentkandidat til valget i november.
Dean Phillips var aldrig en seriøst udfordrer til den siddende præsident, Joe Biden, men forsøgte at overbevise vælgerne om, at partiet har brug for en yngre kandidat.
- Jeg stillede op til præsidentvalget i 2024 for at gøre modstand mod Trump igen - fordi amerikanere forlanger et alternativ, og demokratiet forlanger muligheder, siger kongresmedlemmet fra Minnesota i en udtalelse.
- Det står klart, at det alternativ ikke er muligt.
Phillips, der er en velhavende forretningsmand, meldte sig sent ind i kapløbet om at blive Demokraternes præsidentkandidat og blev afvist af de demokratiske vælgere.
Den 55-årige brugte meget af sin kampagne på at advare demokraterne om Bidens fremskredne alder og den lave tilfredshed med præsidenten.
Han argumenterede for, at det vil skade Demokraternes chancer for at blive i Det Hvide Hus, hvis de støttede Biden.
Nu siger Phillips dog, at han støtter Biden. Det gør han med henvisning til kontrasten mellem Biden og tidligere præsident Donald Trump, der med stor sandsynlighed bliver Republikanernes præsidentkandidat.
Det er en position, som Bidens kampagnehold håber, at mange vælgere indtager.
- Vi har kun to af dem, og det kommer til at blive Donald Trump eller Joe Biden, siger Phillip i programmet The Chad Hartman Show på WCCO, der er en lokal radiokanal i Minnesota.
- Og selv om jeg mener, at præsidenten er i et stadie i sit liv, hvor hans evner er svundet ind, er han stadig en mand med kompetencer, ordentlighed og integritet. Og alternativet, Donald Trump, er en meget farlig, farlig mand, siger han.
Phillips' udmelding kommer samme dag, som den tidligere guvernør i South Carolina, Nikki Haley, også droppede sit forsøg på at blive Republikanernes præsidentkandidat.
Det betyder, at valget til november med al sandsynlighed bliver mellem Biden og Trump.
Haley har ikke tilkendegivet, at hun støtter Trump, men opfordrede i stedet ham til at tage hendes følgere til sig.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde