Debat om kriminalitet og indvandring presser Macron før præsidentvalg
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, taler ved et besøg i byen Spezet i det vestlige Frankrig. Macron har gode muligheder for at blive genvalgt, men hans største konkurrent, Marine Le Pen, haler ind på ham. Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
En jødisk mands død er blevet et politisk slagsmål, der udfordrer Macron yderligere i en valgkamp, hvor hans største konkurrent allerede haler ind på ham.
Ritzau RitzauAnna Rie Christensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
En jødisk mands død har skabt debat i Frankrig, efter det er kommet frem, at hans død muligvis skyldes en antisemitisk hadforbrydelse.
Den 31-årige Jérémy Cohen mistede livet i februar, da han blev kørt ned af en sporvogn i Bobigny nord for Paris.
Politiet omtalte dengang dødsfaldet som en trafikulykke. Men i en video optaget af et øjenvidne kan man se en gruppe mænd overfalde Jérémy Cohen, før han flygter ud på vejen og bliver kørt ned.
Videoen har i de seneste dage floreret på de sociale medier i Frankrig. Den har fået debatten om kriminalitet til at blusse op, kun få dage før franskmændene skal stemme i præsidentvalgets første runde på søndag.
Debatten er en udfordring for den siddende præsident, Emmanuel Macron, vurderer Kirsten Biering, der er seniorrådgiver ved Dansk Institut for Internationale Studier.
Annonce
- Hvis det viser sig at være en antisemitisk handling begået af unge muslimer, så spiller det direkte ind i den yderste højrefløjs historie om et Frankrig, der har mistet grebet om immigration, siger hun.
- Og det er jo netop noget af det, Macron bliver beskyldt for ikke at have gjort nok ved.
Macrons største konkurrent, højrefløjskandidaten Marine Le Pen, har udtalt, at hun mener, at der skal iværksættes en undersøgelse af, om politiet har lagt låg på sagen.
Éric Zemmour, der placerer sig endnu længere til højre end Le Pen, går skridtet videre. Han anklager retssystemet for "permanent at dække over immigrantkriminalitet".
Netop indvandring og kriminalitet er mærkesager for højrefløjen. Debatten gavner altså blandt andre Le Pen, mens Macron er på vej nedad i meningsmålingerne.
Macron kommer dog fra et opsving som følge af den russiske invasion i Ukraine, hvor hans rolle som statsmand i den internationale konflikt gav ham ekstra popularitet.
Han er altså ikke i fare for at miste sin plads i valgets anden runde, hvor de to kandidater med flest stemmer møder hinanden.
At vinde anden runde kan dog blive sværere for ham end tidligere antaget. Ved et stort vælgermøde lørdag advarede Macron sine støtter om at føle sig sikre på sejren.
- Se, hvad der skete med brexit og så mange andre valg. Hvad der så usandsynligt ud, skete faktisk, sagde han.
I de seneste dage er kriminalitet og indvandring blevet debatteret heftigt i Frankrig. Marine Le Pen og resten af højrefløjen har en meget hård linje på området, mens den siddende præsident, Emmanuel Macron, kritiseres for ikke at have gjort nok. Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters
Macron står til at få 53 procent af stemmerne, hvis han møder Le Pen. En enkelt meningsmåling placerer dem endnu tættere, nemlig med 51,5 procent til Macron.
Annonce
- Når de begynder at ligge så tæt, så er det sådan nogle her sager, der kan gøre det endnu mere uforudsigeligt, hvem der vinder anden runde, siger Kirsten Biering.
Le Pen kom, modsat Macron, i modvind efter den russiske invasion, fordi hun tidligere har udtalt sig i meget positive vendinger om den russiske præsident, Vladimir Putin.
Modvinden var dog kun kortvarig og vil ikke få stor betydning, vurderer Anne Muxel, der er seniorforsker ved Center for politisk forskning i Paris.
- For en del vælgere vil internationale affærer, selv om de bekymrer os alle, ikke være afgørende, når de skal stemme, siger hun til det franske nyhedsbureau AFP.
Valgets første runde afholdes søndag den 10 april. To uger senere bliver valget afgjort i den anden runde.
Seneste artikler
Byggerådgiver købte mellemnavnet "awesome" efter festival
Nu er Kun For Forrykte festival skudt i gang
Se videoen: Stort amerikansk fly fløj lavt henover Lolland og Falster
Borgmesterens bedste råd: Tag ikke telefonen ved ukendt nummer
Ingen børn skal stå på sidelinjen: Fond giver stor donation
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland