Demokrat overtager skandaleramt republikaners plads i Kongressen
Tom Suozzi overtager George Santos' plads i Repræsentanternes Hus tirsdag lokal tid. Foto: Eduardo Munoz/Reuters
Demokratiske Tom Suozzi er tirsdag lokal tid blevet valgt ved et ekstraordinært valg i delstaten New York.
Demokraten Tom Suozzi har vundet et ekstraordinært valg i delstaten New York om en plads i Repræsentanternes Hus, der stod ledig, efter at republikaneren George Santos blev smidt ud af Kongressen sidste år.
Det forudser analyseinstituttet Edison Research tirsdag aften.
Sejren for Demokraterne betyder, at Republikanernes allerede smalle flertal i Huset bliver endnu mindre.
Det ekstraordinære valg blev en realitet, efter at George Santos blev bortvist af sine kolleger i december.
Han blev smidt ud af Huset på grund af en række løgne om sin baggrund samt en tiltale for svindel.
Suozzi, der tidligere har haft pladsen, inden han trådte tilbage for at stille op som guvernør, besejrede Mazi Pilip, en etiopiskfødt republikaner, der har gjort tjeneste i det israelske militær.
Distriktet, som Suozzi har vundet i, er et lille hjørne af New York City og nogle af byens forstæder mod øst.
Nu har Republikanerne et flertal på 219 mod 213.
Allerede inden dette resultat har det været svært for Republikanerne at administrere flertallet. Det blev illustreret i sidste uge, da det ikke lykkedes at få vedtaget at iværksætte en rigsretssag mod den demokratiske minister for indenrigssikkerhed, Alejandro Mayorkas.
Det lykkedes dog for Republikanerne at få det vedtaget tirsdag i denne uge.
Distriktet i New York, der støttede USA's præsident, Joe Biden, i 2020, inden det ved midtvejsvalget i 2022 stemte republikansk, er af begge partier blevet brugt til at teste forskellige budskaber inden præsidentvalget til november.
- Dette valg kan være en indikator for svingområder i forstæderne over hele landet, som kommer til at beslutte, hvem der fører ordet i Kongressen, siger Lawrence Lecy, ledende dekan ved universitetet Hofstras Center for Forstadsstudier.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker