Demokraten Jon Ossoff erklærer valgsejr i Georgia
Jon Ossoff kan sikre Demokraterne flertal i Senatet i Washington. Foto: Jon Ossoff For Senate Campaign/Reuters
Jon Ossoff For Senate Campaign/Reuters
Vinder Jon Ossoff valg i delstaten Georgia, kan han sikre Demokraterne flertal i Senatet.
Demokraten Jon Ossoff siger i en video, at han har vundet senatsvalget i Georgia i USA over republikaneren David Perdue. Ikke alle stemmer er dog talt op endnu.
Hvis en sejr til Ossoff bliver bekræftet, får Demokraterne kontrollen over Senatet. Det vil give den kommende præsident, Joe Biden, langt større muligheder for at få sin politik gennem Kongressen.
- Georgia, jeg siger mange tak for den tillid, som I har vist mig. Jeg er beæret over jeres støtte og jeres tillid. Jeg ser frem til at tjene jer, siger Ossoff i videoerklæringen.
Der er optalt 98 procent af stemmerne i Georgia. Ossoff står til at få 50,2 procent, mens Perdue står til 49,8 procent. Ossoff fører klokken 15 dansk tid med godt 16.000 stemmer. Amerikanske medier har ikke turdet forudsige nogen vinder i opgøret mellem Ossoff og Perdue.
33-årige Jon Ossoff, som laver dokumentarfilm, bliver det yngste medlem af Senatet, hvis han ender som vinder.
Amerikanske medier udpegede tidligere onsdag demokraten Raphael Warnock til sejrherre over republikaneren Kelly Loeffler i kampen om det andet sæde i Senatet fra Georgia.
Den 51-årige Warnock, som er baptistpræst, skal fuldføre de to år af det mandat, Loeffler blev udpeget til, da senator Johnny Isakson trak sig af helbredsmæssige årsager sidste forår. Warnock må dermed genopstille ved midtvejsvalget i 2022.
Ender Warnock med at vinde senatsvalget i Georgia, vil han i øvrigt blive den første sorte senator valgt i delstaten.
Hvis Demokraternes kandidater vinder begge pladser i Georgia, så er fordelingen i Washington 50 senatorer til hvert parti, hvormed det er den siddende vicepræsident, der afgør afstemninger, hvor der er stemmelighed.
Fra 20. januar er vicepræsidenten i USA demokraten Kamala Harris.
Demokraternes Chuck Schumer bliver den nye flertalsleder af Senatet, hvis de to demokrater vinder. Han giver i en erklæring udtryk for, at sejren er hjemme.
- Det føles som en helt ny dag. For første gang i seks år vil Demokraterne have majoriteten i Senatet, og det vil være rigtig godt for det amerikanske folk, siger han i erklæringen.
Også Rufus Gifford, tidligere ambassadør i Danmark og vicekampagneleder for Joe Biden, er positiv.
- Wow. Jeg tror, at vi kommer til at vinde, hedder det i et tweet fra Rufus Gifford.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub