Demokrater og Trump freder unge indvandrere i ny aftale
Topdemokrater i Kongressen og præsident Donald Trump er blevet enige om at stadfæste beskyttelsen af unge indvandrere, oplyser Nancy Pelosi (billedet) og Chuck Schumer i en fælles erklæring. Foto: /ritzau/AP/J. Scott Applewhite/arkiv
/ritzau/AP/J. Scott Applewhite/arkiv
Præsidenten har sammen med ledere i Kongressen indgået aftale, der beskytter unge indvandrere mod deportering.
Topdemokrater i USA oplyser, at de er enige med præsident Donald Trump om en aftale, der beskytter tusindvis af unge indvandrere mod deportering.
Aftalen blev annonceret af Demokraternes ledere i Senatet og Repræsentanternes Hus, henholdsvis Chuck Schumer og Nancy Pelosi.
Annonceringen kom efter en middag i Det Hvide Hus. Her blev parterne enige om at beskytte knap 800.000 indvandrere, der er kommet illegalt til USA som børn.
Den store gruppe af indvandrere var tidligere beskyttet af ordningen Daca, der blev indført af tidligere præsident Barack Obama.
Tidligere på måneden oplyste USA's justitsminister, Jeff Sessions, at Daca-ordningen, der tillader børn af illegale immigranter at studere og arbejde i USA, ville blive tilbagekaldt.
- Vi blev enige om hurtigt at stadfæste beskyttelsen af Daca og arbejde frem mod en aftale om grænsekontrol, eksklusiv muren, der er acceptabel for begge sider, udtaler Nancy Pelosi og Chuck Schumer i en fælles erklæring.
De to topdemokrater henviser til muren langs den amerikansk-mexicanske grænse. Den har Donald Trump lovet sine vælgere, siden han stillede op som præsidentkandidat.
Det Hvide Hus har endnu ikke kommenteret oplysningerne om aftalen. I en skriftlig besked hedder det dog, at præsidenten har haft "en konstruktiv arbejdsmiddag" med Schumer, Pelosi og medlemmer af administrationen.
Her har parterne ifølge Det Hvide Hus "diskuteret politik og lovgivningsmæssige prioriteter", herunder Daca.
- Dette er et positivt skridt fremad for præsidentens bestræbelser på at skabe tværpolitiske løsninger på de vigtigste emner for alle amerikanere, skriver Det Hvide Hus.
Det er anden gang, at præsidenten indgår en aftale med Demokraterne uden om sine republikanske partifæller.
Præsidenten trådte for nylig adskillige republikanere over tæerne, da han indgik en aftale med Schumer og Pelosi om at hæve det amerikanske gældsloft.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde