Demokrater tager penge fra taberkandidater

Demokraterne i USA har besluttet at tage valgkampsbidrag fra en række af partiets kandidater til midtvejsvalget. Det rammer de personer, som ikke levnes en chance mod deres respektive republikanske modkandidater.

En kilde tæt på partiet siger, at cirka en halv snes kandidater står til at miste støtte til blandt andet tv-reklamer som følge af den ændrede strategi. Pengene skal i stedet bruges i stater, hvor opløbet er tæt.

Beslutningen kommer, mens præsident Barack Obama og Demokraterne kæmper en hård kamp for ikke at miste sit flertal i begge kongressens kamre.

Det er ventet, at det demokratiske medlem af Repræsentanternes Hus fra Pennsylvania, Kathy Dahlkemper, mister en del af sin støtte. Hun er cirka 10 procent bagud i forhold til republikaneren Mike Kelly i meningsmålingerne.

Ryan Rudominer fra Demokraternes kampagnekomité siger, at partiet vil kæmpe hårdt i de kommende uger for at få et godt resultatet i november.

- Vores medlemmer kører alle stærke og aggressive kampagner. Vi holder fortsat vores muligheder åbne som tingene ændrer sig og er fortsat overbeviste om, at vores medlemmer bliver sejrrige på valgaftenen, siger Rudominer.

Demokraternes kampagnekomité har indtil formået at indsamle 15,9 millioner dollar til deres valgkamp.

Republikanerne har indsamlet 11,2 millioner dollar. De skal vinde 39 sæder mere end i 2006 for at få flertal i Repræsentanternes Hus.

/ritzau/AFP

Det Demokratiske Parti i USA vil fratage kandidater uden en chance til midtvejsvalget støtte og i stedet bruge pengene, hvor opløbet er tæt.

Offentliggjort Sidst opdateret