Demokrati i Libyen er ingen sikker sag.

Der er mange hurdler på vejen for en demokratisk udvikling i Libyen, som gør udfaldet uvist.

Det konstater lektor Peter Seeberg fra Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet.

Udfordringen er på kort sigt at få skabt en offentlig sektor med beslutningstagere, der kan fordele mad, vand, medicin og andre fornødenheder ligeligt i landet, og som kan opretholde ro og sikkerhed.

- Og det kan godt tage nogen tid at skabe, skønner Peter Seeberg.

- Hvis det lykkes, så tror jeg, det kan gå godt. Men vi ved ikke, i hvilken udstrækning libyerne er indstillede på at tage imod hjælp udefra, siger han.

I modsætningen til andre mellemøstlige stater har Libyen ikke et stort - om end korrupt - bureaukrati, fordi Gaddafi har holdt magten tæt ved kroppen.

- Der er ikke noget bureaukratisk system, der kan tage over fra Gaddafistyret og tage beslutninger. Kun et overgangsråd og en oprørshær, påpeger lektoren.

Der kan opstå interessemodsætninger og konflikter, hvis nogle grupper sætter sig på forsyningslinjerne. Også på længere sigt er der er risiko for, at lokale skal sætte sig på Libyens olieforekomster eller på de formuer, som Libyen har i udenlandske banker, siger lektoren.

- Der er en række usikkerhedsfaktorer. Hvem skal stå for de ting? Man har jo ikke lige nu mulighed for at vælge nogen til det demokratisk, siger Peter Seeberg.

Det er et lyspunkt for Libyen i forhold til andre mellemøstlige lande, at landet er så rigt på olie og kun har godt 6 millioner indbyggere til at dele indtægterne. Libyen har også mulighed for at udvikle en lukrativ turismeindustri, siger lektoren.

- Det kan være, at Libyens store ressourcer får befolkningen til at vælge at arbejde sammen om at skabe velstand i stedet for at strides.

- Men det kan også være, at rigdommene vil få befolkningsgrupperne til at kæmpe om dem. Det kan gå begge veje, siger Peter Seeberg.

/ritzau/