Demokratiets sårbarhed sidder i amerikanerne to år efter stormløb
Tusindvis af Trump-tilhængere trængte 6. januar 2021 ind i Kongressen. De mente - ligesom Trump gjorde og gør - at der var foregået valgfusk, da demokraten Joe Biden vandt præsidentvalget få måneder forinden. (Arkivfoto). Foto: Leah Millis/Reuters
Polariseringen er stadig stor i USA to år efter kongresstormen. Hændelsen har ifølge lektor ændret amerikanernes opfattelse af, hvor stærkt deres system er.
Ritzau RitzauJens Bjarke Holst/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Det er en hændelse, der har sat et varigt aftryk på USA.
Stormløbet på Kongressen er et kapitel for sig i USA's historie, og fredag er det to år siden.
Og det bliver ikke glemt foreløbigt, lyder det fra Niels Bjerre-Poulsen, lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.
- Der er en fornemmelse af, at det er noget, der kommer til at stå i historiebøgerne - også om 50 år - som en skelsættende begivenhed i amerikansk historie, siger han.
Og selv om der er gået to år, siden tilhængere af ekspræsident Donald Trump i tusindvis trængte ind i det amerikanske parlament, bliver der ved med at komme nye oplysninger om den dramatiske dag 6. januar 2021.
Annonce
Senest har en opsigtsvækkende sms-udveksling mellem to personer tæt på Trump set dagens lys.
Da stormløbet stod på, var Hope Hicks, en af Trumps toprådgivere, rasende.
For hun så sin karriere gå op i røg, hvilket hun i sms'er klagede over til Julie Radford, som var stabschef for Ivanka Trump, Donald Trumps datter og rådgiver.
- Alle os, som ikke har andre job klar, vil være konstant arbejdsløse. Jeg er så sur og oprørt. Vi ligner alle hjemlige terrorister.
- Det har gjort os alle til folk, som man ikke kan ansætte. Gud, jeg er så fandens vred, skrev Hope Hicks ifølge CNN.
Julie Radford svarede nedtrykt:
- Jeg ved det. Der er ingen chance for at finde et job.
Udvekslingen er blot et af efterhånden mange eksempler på, hvad der foregik bag kulisserne, mens og før stormløbet udspillede sig.
For det er blevet gransket i 18 måneder af et udvalg i Kongressen, som kort før jul konkluderede, at Trump er den hovedansvarlige for hændelsen. Det var ikke sket, hvis ikke det var for ham, lød det.
Den såkaldte QAnon Shaman i midten med hornene blev nærmest verdenskendt, da han 6. januar 2021 var blandt dem, der trængte ind i Kongressen. Han blev i november 2021 idømt 41 måneders fængsel. (Arkivfoto). Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Netop Trump er medvirkende til den store polarisering, der er i det amerikanske samfund i dag.
Annonce
Den er taget til igennem årtier, men "accelererede voldsomt", da Trump kom ind på den politiske scene, siger Niels Bjerre-Poulsen.
- Hændelsen udsprang selvfølgelig af en enorm polarisering, der allerede var i forvejen. Den er ikke blevet mindre i mellemtiden.
Derudover har 6. januar 2021 sat sig som et chok i mange amerikanere, og mange i befolkningen ser stadig demokratiet som truet to år efter.
- Det har ændret mange amerikaneres opfattelse af, hvor slidstærkt deres demokrati er. Der har været en opfattelse af, at systemet nærmest var urokkeligt.
- Men det har vist sig, at det amerikanske system er mere sårbart over for ekstreme elementer, end man troede, siger Niels Bjerre-Poulsen.
Kongresstormens varige påvirkning af USA kunne også ses ved midtvejsvalget i november, hvor beskyttelse af demokratiet var et af Demokraternes store fokuspunkter.
Donald Trump har meddelt, at han går efter at blive præsident igen i 2024. Den store polarisering i USA "accelererede voldsomt", da Trump kom ind på den politiske scene, siger lektor Niels Bjerre-Poulsen. (Arkivfoto). Foto: Ross D. Franklin/Ritzau Scanpix
Iagttagere af amerikansk politik vurderer, at Republikanerne blandt andet missede den jordskredssejr, som partiet havde regnet med, fordi Trump-støtter blev valgt som kandidater.
De bakker op om påstanden om valgfusk ved præsidentvalget i 2020, og det menes at have givet bagslag for Det Republikanske Parti, der er præget af intern splittelse.
Den splittelse sås senest tirsdag aften dansk tid, hvor det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus ikke kunne enes om at pege på den samme kandidat som formand.
Det var første gang i 100 år, at det ikke lykkedes at udvælge en formand for Repræsentanternes Hus ved første afstemningsrunde.
Annonce
Også det kaos kan kobles til Trump og hændelsen for snart to år siden, mener Niels Bjerre-Poulsen.
- Det afspejler på mange måder den interne krig, der er om Det Republikanske Parti, hvor politikere tæt på Trump måske har en helt anden idé om, hvorfor de sidder i Kongressen.
/ritzau/
Kort om forløbet
* Tusindvis af Trump-tilhængere stormede Kongressen 6. januar 2021. Det skete, mens demokraten Joe Biden var ved at blive bekræftet som USA's nye præsident.
* Optakten var en ophidset tale fra Trump til sine tilhængere. Han hævdede dengang stædigt - ligesom han og hans tilhængere stadig gør - at Biden vandt over ham med valgsvindel. En påstand, der er modbevist igen og igen.
* Trump ventede i timevis med at komme med en offentlig udtalelse, mens stormløbet stod på, selv om hans tilhængere raserede kongresbygningen, overfaldt politi og udgjorde en trussel mod landets politikere.
* Det tog fire timer at sikre bygningen, efter at Trump-tilhængere havde tiltvunget sig adgang til den.
* I alt er over 960 personer blevet tiltalt i forbindelse med hændelsen. Mindst 465 af dem har erklæret sig skyldige. Mange venter stadig på at få deres dom.
* Mindst syv personer døde i forbindelse med kongresstormen.
Kilder: New York Times, Insider og BBC.
/ritzau/
Udvalg anbefaler straffesag mod Trump
* Ifølge et udvalg i Kongressen, der har gransket stormløbet, bør det amerikanske justitsministerium rejse mindst fire tiltaler mod ekspræsident Donald Trump.
* De fire mulige forbrydelser er: at forhindre en officiel proces i Kongressen, sammensværgelse mod USA, at afgive falske forklaringer og at medvirke til eller hjælpe til oprør.
* I praksis har anbefalingen mest af alt symbolsk betydning. For det står stadig justitsministeriet frit for, om det vil rejse en straffesag mod Trump.
* Der er af justitsministeriet i Washington udpeget en særlig anklager til at følge op på beskyldningerne mod Trump. Her vil udvalgets omfattende materiale dog kunne få stor betydning.
* Udvalget i Repræsentanternes Hus har bestået af syv demokrater og to republikanere. De to republikanere er Liz Cheney og Adam Kinzinger, som begge er modstandere af Trump.
Seneste artikler
Nu har kendt læge slået cafédørene op
Skriv til os: Hvordan klarer du dig i varmen?
Flere patruljer rykkede ud: 51-årig anholdt for grov vold
Travl aften ved grænsen: Mand anholdt og kanonslag beslaglagt
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Politiet undersøger mistænkelige dødsfald på Falster
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Ny restaurantejer: - Der skal være noget for enhver smag
Chokeret nabo: - Det er sgu underligt i sådan en lille by