Demokratisk opposition i Venezuela modtager EU-hæderspris
Antonio Tajani, formand for EU-Parlamentet, annoncerer torsdag modtageren af årets Sakharovpris i Strasbourg. Foto: /ritzau/AP/Jean Francois Badias/arkiv
/ritzau/AP/Jean Francois Badias/arkiv
EU-Parlamentets vigtige menneskeretspris går til Den demokratiske opposition i Venezuela, meddeler formand.
Den demokratiske opposition i Venezuela og landets politiske fanger modtager Europa-Parlamentets årlige Sakharovpris. Den gives for tankefrihed.
Det annoncerer parlamentets formand, Antonio Tajani, torsdag, hvor parlamentet er samlet i Strasbourg.
- Livsvilkårene i landet er forværret alvorligt, og vi står over for en humanitær nødsituation, siger han.
Valget falder på Venezuela efter en periode med politisk krise i landet. Med prisen vil parlamentet også appellere til en fredelig vej mod demokrati, meddeler formanden.
Han påpeger, at dele af befolkningen både mangler medicin og drikkevand. Samtidig er mange tvunget til at forlade deres hjem.
Oppositionspolitikerne i Nationalforsamlingen og de politiske fanger var også nomineret til prisen i 2015.
Situationen i landet på områder som demokrati, menneskerettigheder og socio-økonomi er blevet markant forværret. Sådan skrev parlamentet, da finalisterne blev annonceret.
Ud over oppositionen var også menneskeretsforkæmper Aura Lolita Chavez fra Guatemala og den svensk-eritreiske journalist Dawit Isaak indstillet til at modtage prisen.
Sakharov-prisen er opkaldt efter den sovjetiske fysiker og politiske dissident Andrej Sakharov.
Siden 1988 er prisen blevet uddelt til ære for personer og organisationer, som kæmper for menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.
Sidste år gik prisen til de to yazidikvinder Nadia Murad og Lamiya Aji Bashar. Begge har de været fanger og tidligere sexslaver hos Islamisk Stat.
I de seneste år er de blevet offentlige fortalere for kvinder, der rammes af Islamisk Stats seksuelle vold.
Ud over hædersprisen modtager oppositionen også 50.000 euro svarende til omkring 370.000 danske kroner. Prisen vil blive overrakt i december.
Blandt tidligere prismodtagere er FN's tidligere generalsekretær Kofi Annan og den sydafrikanske frihedshelt Nelson Mandela.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned