Demokratisk senator vil generobre Midtvesten fra Trump
Hundredvis af tilhængere trodsede vintervejret og de ti minusgrader i Minnesota søndag og mødte frem for at høre senator Amy Klobuchar komme med sin officielle erklæring om, at hun vil forsøge at blive Demokraternes udfordrer mod Trump ved valget i 2020. Foto: Kerem Yucel/Ritzau Scanpix
Kerem Yucel/Ritzau Scanpix
Amy Klobuchar håber at kunne få samme opbakning i de stater, hvor Trump vandt i 2016, som hun har i Minnesota.
Endnu et navn er kommet på den stadig voksende liste over demokrater, der vil forsøge at blive USA's præsident ved valget i 2020.
Senator Amy Klobuchar fra delstaten Minnesota meddelte søndag officielt, at hun stiller op i præsidentvalgkampen i USA.
- Jeg vil se jer i øjnene. Jeg vil sige, hvad jeg mener. Jeg vil fokusere på at få tingene gjort. Det har jeg gjort hele mit liv. Og uanset hvad vil jeg lede fra hjertet, siger hun i sin tale i et sneklædt Minnesota søndag.
Klobuchar nævnte ikke den nuværende præsident, Donald Trump, ved navn. Men hun kritiserer at føre "udenrigspolitik per tweet" og siger, at amerikanerne skal "stoppe med at sprede frygt og stoppe hadet ... vi bor alle i det samme land med delte drømme".
Hun fremstiller sig selv som en kontrast til Trump, der ventes at være den republikanske kandidat i 2020.
Blandt andet lover senatoren at føre en grøn politik, der eksempelvis indebærer at indtræde i klimaaftalen fra Paris igen, indføre regler for bilers benzinforbrug og investere i grønne job og infrastruktur.
Hun stiller op i Midtvesten, en region af USA, der var med til at give republikaneren Donald Trump sejren over demokraten Hillary Clinton i 2016.
Klobuchar, som er 58 år, sidder i Senatet i Washington i sin tredje embedsperiode. Hun er den første kvinde, som vælgerne i Minnesota har stemt ind i USA's senat.
Hun har opbakning fra flertallet af vælgerne i mange af de valgkredse, hvor Trump løb med sejren for godt to år siden.
Sidste år blev hun genvalgt med omkring 60 procent af stemmerne mod den republikanske udfordrer.
Den opbakning håber hun at kunne overføre til andre delstater i Midtvesten, blandt andet Michigan og Wisconsin. Disse stater har traditionelt stemt demokratisk - indtil Trump vandt over Hillary Clinton.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde