Demonstranter forlanger at se Trumps selvangivelse
Demonstranter på Capitol Hill i Washington lørdag krævede, at præsident Donald Trump lægger sin personlige selvangivelse frem. Foto: /ritzau/AP/Manuel Balce Ceneta
/ritzau/AP/Manuel Balce Ceneta
I over 100 byer var der lørdag demonstrationer med krav om, at præsident Trump fremlægger sin selvangivelse.
Fra Seattle i det vestlige USA til Washington D.C. i øst er der lørdag demonstrationer i en række byer for et udbredt krav om, at præsident Donald Trump lægger sin personlige selvangivelse frem.
Det skriver avisen Washington Post.
Skattedemonstrationerne finder sted den 15. april - dagen, hvor landet traditionelt har sidste frist for indgivelse af selvangivelse.
De skulle ifølge arrangørerne finde sted over 100 steder, skriver avisen.
Den største demonstration mod Trump finder sted i Washington, hvor deltagere bærer plakater med påskrifter som "Hvad er det, han gemmer?" og "Rigtige mænd betaler deres skat".
Blandt demonstranterne er der også demokratiske medlemmer af Kongressen - blandt andre Maxine Waters fra Californien.
- Donald Trump, du ved virkelig, hvordan du skal bruge vores skattepenge på dine ugentlige ture til Mar-a-Lago i Florida, siger Waters ifølge Washington Post.
Også i Palm Beach i Florida, hvor præsidenten opholder sig på feriestedet Mar-a-Lago, er flere hundrede demonstranter mødt op for at opfordre præsidenten til at offentliggøre sin selvangivelse.
Flere steder har demonstrationerne ført til sammenstød mellem Donald Trumps tilhængere og demonstranter.
I Berkeley ved San Francisco blev mindst 14 personer anholdt i forbindelse med uroligheder, rapporterer CNN.
Lørdagens aktioner er organiseret af flere venstreorienterede grupper.
I januar sagde Trumps rådgiver Kellyanne Conway, at Trump ikke lægger sin selvangivelse frem, fordi det ikke interesserer vælgerne.
Tidligere har det heddet sig, at selvangivelsen var under revision og først kunne blive frigivet, når skattevæsnet var færdig med den.
Det amerikanske skattevæsen, IRS, har sagt, at Trump kan lægge selvangivelsen frem, selv om den er under revision.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde