Demonstranter i tusindtal på gaden i Thailand
Søndag er store menneskemængder på ny samlet i Thailands hovedstad, Bangkok, hvor demonstranterne kræver premierminister Yingluck Shinawatra og hendes regerings afgang.
De mange demonstranter har blokeret trafikken totalt flere steder i den travle storby, hvor de vrede oppositionsaktivister råber slagord foran premierministerens hjem.
Ifølge Demokraternes generalsekretær, Suthep Thaugsuban, som også har ledet protesterne i den seneste tid, skulle der være op imod en million mennesker samlet.
- I dag vil vi gøre det klart, at vi ikke længere vil finde os i forholdene her i landet, siger Thaugsubans kollega Taworn Senniam.
Demokraterne sagde lørdag, at oppositionspartiet vil undlade at opstille kandidater og i øvrigt boykotte valgt 2. februar.
Yingluck Shinawatra, som opløste landets parlament 9. december og udskrev valg, er ifølge Bangkok Post slet ikke hjemme.
Hun befinder sig i det nordøstlige Thailand, hvor hendes parti har den største opbakning blandt befolkningen.
Oppositionen frygter, at valget kun vil være til fordel for Yingluck Shinawatra og hendes ældre bror, den tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, som blev væltet fra posten i 2008 og bor i eksil, men beskyldes for at lede landet gennem sin søster.
Thaksins parti Phau har bred støtte blandt landets fattige landbefolkning, og det ventes, at partiet trods de omfattende protester i Bangkok vil vinde valget i februar.
Protesterne mod regeringen og premierministeren brød ud i starten af november, efter at regeringen i oktober foreslog amnesti for personer dømt for politisk-relaterede lovovertrædelser i perioden 2006-2013. Forslaget blev senere trukket tilbage.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde