Demonstranter kræver Tjekkiets præsident dømt for forræderi
Tusindvis af demonstranter var torsdag på gaden i Prag og flere andre byer i Tjekkiet for at vise deres modstand mod landets præsident, som i deres øjne er for venlig over for Rusland. Foto: Michal Cizek/Ritzau ScanpixMichal Cizek/Ritzau Scanpix
Præsident viderebringer russisk propaganda, mener tusinder af demonstranter, der kræver hans afgang.
Ritzau RitzauRitzau
OffentliggjortSidst opdateret
Omkring 10.000 mennesker har torsdag indtaget det centrale Prag for at protestere mod Tjekkiets præsident, Milos Zeman, og hans - ifølge demonstranterne - prorussiske holdninger.
De holdninger hører ikke hjemme i et EU-land, og præsidenten bør træde tilbage, mener demonstranterne.
Zeman viderebringer "de samme historier som de russiske sider med misinformation og russisk propaganda", mener Benjamin Roll fra bevægelsen Milion chvilek pro demokracii (En million øjeblikke for demokrati), der står bag demonstrationen.
Det vil være en "sikkerhedsrisiko", hvis Zeman får lov at blive på præsidentposten, tilføjer han.
- Vi må sige klart "nej" til præsident Zemans indflydelse på vort lands holdning til Rusland, siger Hana Strasakova, talskvinde for bevægelsen.
Annonce
- Lad os få en rigsretssag mod præsident Zeman for forræderi, siger hun ifølge Reuters.
Også i andre tjekkiske byer var der demonstrationer mod præsidenten torsdag.
Forholdet mellem Tjekkiet og Rusland er kølnet betydeligt på det seneste. I sidste uge beskyldte regeringen i Prag hemmelige agenter fra Rusland for at stå bag en eksplosion ved et militært ammunitionslager i 2014, hvor to døde.
Ruslands regering afviser at have noget med eksplosionen at gøre.
Striden har fået de to lande til at udvise hinandens diplomater.
Søndag gik præsident Zeman på tv og modsagde den tjekkiske regerings og efterretningstjenesternes version af sagen om eksplosionen.
Han sagde, at Rusland ikke nødvendigvis stod bag eksplosionen.
Zeman har flere gange tidligere vakt opmærksomhed med prorussiske udtalelser. Han har blandt andet talt for, at Tjekkiet skulle købe Ruslands coronavaccine, Sputnik V, og han vil samarbejde med Rusland om at bygge et kernekraftværk.
I Tjekkiet er præsidenten ikke en del af den daglige ledelse af landet, men han har blandt andet til opgave at udpege premierministre.
Man kan ikke være præsident med prorussiske holdninger i et EU-land, mener mange af de demonstranter, der torsdag gik på gaden i Tjekkiet med krav om præsident Milos Zemans afgang. Foto: Michal Cizek/Ritzau ScanpixMichal Cizek/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde