Demonstranter møder op til retsopgør med nynazister
Snesevis af antiracistiske demonstranter er stimlet sammen foran en retsbygning i München, hvor lovens vogtere skal dømme i en sag om nynazisters drab på indvandrere.
Under stor politibeskyttelse ankom den 38-årige Beate Zschäpe mandag formiddag til retten som hovedanklaget i den opsigtvækkende sag, der har bragt myndighederne og de tyske efterretningstjenester i forlegenhed.
Zschäpe virkede afslappet klædt i sorte bukser og jakke og med armene over kors, da hun trådte ind i retten.
Imens hævede demonstranter udenfor bannere, der erklærede "Mod naziterror, statens og dagligdagens racisme" og krævede, at der gribes hårdere ind over for nynazister.
Retssagen har været ventet med spænding mange steder i forbundsrepublikken siden 2011, hvor der kom chokerende afsløringer frem om, at en højreradikal celle, Nationalsocialistisk Undergrund (NSU), havde begået en halv snes racistisk motiverede drab over syv år.
Den hovedtiltalte er den 38-årige Beate Zschäpe. Hun er tiltalt for sammen med to kumpaner, der begge har begået selvmord, at være meddelagtig i 10 drab i årene 2000 til 2007, to bombeattentater og en stribe bankrøverier.
Fire medskyldige sidder også på anklagebænken i München.
De fleste af ofrene for den nynazistiske gruppes morderiske aktiviteter var tyskere af tyrkisk oprindelse.
Sagen har betydet, at fire tyske efterretningschefer er trådt tilbage, efter at det er kommet frem, at NSU i næsten 14 år formåede at skjule sig, mens de begik deres kriminelle handlinger med stærkt racistiske overtoner.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker