Situationen eskalerer i den egyptiske hovedstad, Kairo.
Omkring 1000 demonstranter forsøgte lørdag eftermiddag at storme indenrigsministeriet i byen, oplyser tv-stationen al-Jazeera. Politiet skulle have skudt mod folkemængden, og al-Jazeera melder om tre dræbte. Der er dog ingen yderligere oplysninger om, hvordan de er blevet dræbt.
Samtidig er der meldinger om, at titusinder af demonstranter har samlet sig i den centrale del af byen. De kræver, at præsident Hosni Mubarak træder tilbage.
Myndighederne har indført udgangsforbud i blandt andet Kairo fra klokken 15 dansk tid. Det vil være forbundet med fare at trodse forbuddet, advarer militæret.
Fredag valgte mange tusinde demonstranter at overhøre myndighedernes advarsler og trodse udgangsforbuddet. Det førte til voldsomme sammenstød i flere af Egypten største byer.
De første meldinger efter udgangsforbuddet trådte i kraft lørdag tyder på, at demonstranter igen trodser forbuddet og bliver på gaden.
Ifølge de officielle tal har 38 mistet livet i forbindelse med fredagens uroligheder. Andre meldinger fra blandt andre hospitalskilder peger dog i retning af, at det reelle tal er betydeligt højere. Nyhedsbureauet Reuters citerer kilder for, at antallet af ofre ligger på over 70.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde