Demonstranter strømmer ud i Syriens byer

Demonstranter strømmede fredag ud i gaderne rundt om i Syriens byer efter fredagsbønnen og øger dermed presset på Syriens regering.

Det sker samtidig med, at EU skærper sine sanktioner mod det syriske styre.

Mindst tre mennesker er blevet dræbt, og adskillige andre er blevet såret, da sikkerhedsstyrker åbnede ild for at sprede demonstranterne flere steder i landet.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er mindst seks demonstranter dræbt efter fredagsbønnen, der er den første, siden den muslimske fastemåned ramadanen sluttede tidligere på ugen.

Aktivister siger til Reuters, at drabene fandt sted i Damaskus-forstæderne Irbin og Hamouriya, i det østlige klanområde Deir al-Zor og i Homs.

Demonstranterne råbte slagord og bad om international beskyttelse efter det syriske regimes fem måneder lange og brutale forsøg på et stoppe en prodemokratisk opstand.

Ved en af demonstrationerne opfordrede demonstranterne Rusland til at indstille sit salg af våben til Syrien.

Demonstranterne gik i gaderne efter en opfordring på internettet om at demonstrere under parolen "Hellere død end ydmygelse".

Ifølge FN er over 2200 mennesker blevet dræbt i Syrien, siden de næsten daglige demonstrationer mod præsident Bashar al-Assads styre begyndte i midten af maj.

/ritzau/AFP

Efter den første fredagsbøn efter ramadanen er Syriens gader fyldt med demonstranter

Offentliggjort Sidst opdateret