Demonstranter trodser udgangsforbud i Baltimore
Demonstranter trodser udgangsforbud i Baltimore Foto: POLFOTO/AP
POLFOTO/AP
Politiet har brugt gummikugler og peberspray mod de flere hundrede personer, der stadig demonstrerer.
Politifolk og styrker fra Nationalgarden er sent tirsdag aften lokal tid gået i gang med at fjerne demonstranter fra gaderne i Baltimore.
Det sker, da folkene på gaden overtræder et udgangsforbud, der fra tirsdag og dagligt en uge frem træder i kraft klokken 22.00 og varer til 05.00.
Baltimore, der ligger i delstaten Maryland, var mandag ramt af de værste gadeuroligheder i USA siden oprøret i Ferguson sidste år.
Kampklædt politi beordrede kort efter ikraftsættelsen af udgangsforbuddet et par hundrede demonstranter til at forlade gaderne. De fleste er samlet ved et gadekryds i den vestlige del af Baltimore, hvor uroen var værst mandag.
Demonstranterne svarede igen ved at kaste flasker mod politiet, der også blev mødt af tilråb.
Politiet, der også er til stede med helikoptere, har efterfølgende skudt med gummikugler og brugt peberspray.
Kort inden begyndelsen på udgangsforbuddet opfordrede Baltimores borgmester, Stephanie Rawlings-Blake, demonstranterne til at gå hjem.
Ifølge myndighederne kan man kun undtages for udgangsforbuddet på grund af arbejde eller akutte problemer med helbredet.
Mandag blev butikker plyndret, bygninger stukket i brand og 20 betjente såret i byen. Flere end 250 personer blev anholdt.
Volden brød ud i det vestlige Baltimore efter begravelsen af den sorte mand Freddie Gray. Han døde 19. april efter skader i ryggen, som han tilsyneladende fik, da politiet anholdt ham tidligere på måneden.
Demonstranterne er utilfredse med politiets behandling af sorte borgere efter flere tilfælde, hvor sorte personer er blevet dræbt af politifolk.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde